Guds bedste børn

forstanderen peger og fortæller, regner med at jeg lytter og kan huske alt, ro på mand, han peger videre, der ligger værkstedet, der ligger skolen, der ligger gymnastiksalen, og der og der er der beboergange, og jeg bliver vist hen til den ene bygning magen til voksenbygningen, også den her bygning er gul, han kalder bygningen jeg skal bo i for vestfløjen, og jeg tænker, fedt nok, Westside

Holmbladsgade.

“Smid den nu!” råber han til Zeki der stadig har deodoranten i hånden

Der går tre dage før Zeki endelig kommer ud af lejligheden og de får snakket sammen igen.

. Elevatordøre bipper, åbnes og lukker igen, hvidklædte mænd og kvinder triller patienter på plads, der hersker en urolig ro derinde. Jamil mærker sin brystkasse hæve sig hver gang han trækker vejret.

Zeki ligger i sengen som en mumie svøbt i hvide lagener. Kun hans blege brystkasse er synlig. En blå plasticslange er fastgjort til hans mund som et fremmedlegeme der suger næring fra hans hals. Hvid tape holder slangen på plads.

Hans mor havde til gengæld længe villet købe en ny og større fryser, så de kunne købe stort ind en gang om måneden og altid havde et lager af mad, en forsikring mod en eventuel katastrofe som et resultat af at være født i en flygtningelejr

et. Det lader ikke til det. Det er nok derfor hun er så anspændt og vild i øjnene.
“

Hyklere, tænker Jamil.

Mickey ser civilpoliti overalt. Han dirigerer Simon ind på små sideveje for at tjekke om bilerne bag dem følger efter.
“Slap nu af med al den noia, for helvede,” siger Simon.
“Vi bliver forfulgt.”
“Ikke en skid, vi gør.”

jeg elsker at de findes og at de er lige i nærheden, gud velsigne nogen man kan hade så meget at man kan lide sig selv igen