Martin Heidegger

Den eksisterende er altid allerede i gang med at eksistere i en af sine muligheder.

At eksistensen er bevægelse betyder, anderledes sagt, at den er mulighed.

Analysen af eksistensen forudsætter således en forståelse af den eksistens, der analyseres.

Det betyder, at eksistensen kan sætte sig selv i gang med udlægningen af dens egen struktur, fordi dens struktur er åbenhed for den selv.

Hvilket betyder, at den eksisterende i selve spørgsmålet efter sin eksistens’ struktur allerede afslører noget meget væsentligt om denne struktur, nemlig eksistensens åbenhed for sig selv.

Væren er det værende i dets struktur eller forfatning, således som denne struktur eller forfatning ubevidst forudforstås i enhver forståelse af det værende.1

Men det værende, vi selv er, har forrangen, så vist som dette værende forholder sig til sin egen væren – og forholder sig dertil på en sådan måde, at det forstår sig selv i sin væren.

Derpå er svaret, at når man vil stille spørgsmålet om væren, er det det eneste rimelige at begynde at spørge efter det værendes væren, som mennesket selv er.

Det er filosofiens oprindelige spørgsmål om væren, som Heidegger vil stille påny.