De tog vores hus

spørger jeg, jeg

Er betjent. Man arbejder ikke som politimand. Man er det.”
Han ser vred ud, det kan jeg ikke overskue, jeg vil bare have, at vi skal tage tøjet af, det siger jeg, så det gør vi.
Jeg vågner i Jakobs seng næste morgen

Den gode politimand findes ikke. De gode politimænd er de døde.
“Aha,” siger jeg. Jeg mærker rummet. “Jeg kender ikke nogen, der arbejder som betjent.”
“Er,” sagde Jakob.
“Er hvad?”

med disse nye juridiske forklaringer begynde at dechifrere bidder af sangens tekst:
Den gode politimand findes ikke.
Det giver selvfølgelig mening for et band med det navn at konkludere

om jura, på trods af Charlottes konstante påmindelser i familien om sit virke og dets indhold af substans og altoverskyggende vigtighed, men det er også lige meget, for Jakob ved ikke, at Charlotte findes, hun findes ikke her.
Jeg kan

jeg får en mærkelig fornemmelse af, at jeg ikke kan nå pladespilleren, hvis jeg rækker ud efter den.
“Vold mod tjenestemand i funktion,” forklarer Jakob. “Tjenestemand betyder politi,” tilføjer han, det står klart, at jeg ikke ved noget

går.
Jeg kan ikke forklare dig (dig som i dig, ikke som i Jakob, ikke endnu), hvad søren der får mig til at gøre det, kun at det måske er en blanding af liderlighed og kedsomhed, men da jeg ser Jakob stå alene ovre ved den latterlige punchskål, hans fod slår ligesom i takt til musikken (på 2 og 4, ikke 1 og 3), han ser mere akavet ud end nogensinde før, hænderne i lommen, blåt lys fra lamperne i hans røde hår, jeg tror, at blå plus rød giver lilla, går jeg derover, åbner min mærkelige, lille mund, der sammen med tunge og strubehovedet formår at udforme sætningen, højt og klart og uden misforståelser: “Jeg tænker altid på dig, når jeg rører ved mig selv.”
Jakob løsriver sig fra sit vakuum af musik, lader luften komme ind i posen, han stirrer vantro på den mund, min mund, der netop har kastet ordene op, ikke som dengang Charlotte gav mig en is, men som en pludselig kaskade, nøjagtig som det, jeg altid har forestillet mig fra tegnefilmene, bare med ord, sorte bogstaver på hvidt papir, en hvid tegning på hans sorte T-shirt, i frit fald ude i virkeligheden, langt væk fra noget indbundet. Derefter flytter hans blik sig op mod mine øjne, som overraskende nok stirrer tilbage på ham uden at blinke, helt skarpsynet med to nye linser, én i hver. Hans mund åbner

ny kantine, rektor kan slet ikke komme sig over det, hun synes, at det er det største, der er sket siden et-eller-andet (jeg er tit oppe på hendes kontor, fordi matematiklærer Bjarne-Henrik er overbevist om, at jeg hikker meget højt og med vilje, når jeg får hikke i timerne, det gør jeg også), og hun taler ikke om andet end dén kantine, hver gang den onde skulen og “er du nu her igen”-proceduren er overstået. Hvorom alting er, denne nye kantine, rektors stolthed, skal udnyttes til bristepunktet, inden damen går på pension. På trods af den venlige gestus skal vi selv stå for det hele. Vi hænger guld- og sølvfarvede balloner op, kaster sølvglitter og lyserød konfetti ud på bordene, der er dækket med noget meget nervøst velour i pastelfarver (de fleste af lærerne havde vist deres storhedstid i 1980’erne, og det er dem, der har valgt farvepaletten), vi får vores forældre til at arrangere kyllingelår og couscoussalat. Og det bedste (læs: værste) af det hele: store, røgfarvede glasskåle med udefinerbar, alkoholfri punch. Som Midas også har smidt lidt konfetti ned i. Heldigvis er vi selv dj’s, eller det vil sige, Nicolai og Yasmin fra min klasse har brændt CD’er til lejligheden og sidder lige nu og skændes om, hvilke der skal spilles i hvilken rækkefølge på det anlæg, der er koblet til de højttalere, der engang sad over “scenen” (det er den gamle te