Dette er en autentisk beretning. Forfatterens hustru fik konstateret sygdommen Alzheimers og blev langsomt dement. Forfatteren forsøgte selv at hjælpe hende i dagligdagen, men måtte på et tidspunkt anmode om hjælp fra det offentlige. Efterhånden fik hans hustru besøg i hjemmet fire-fem gange om dagen og indimellem også om natten. Det lykkedes til sidst at få en plejehjemsplads, hvor hustruen fik sin egen lille bolig. Bogen beskriver i brevform perioden fra det første besøg på plejehjemmet og indtil hustruens død to et halvt år senere. Forfatteren besøgte regelmæssigt sin hustru og skrev et brev til hende efter hvert besøg. Disse breve blev naturligvis aldrig sendt, men det var den måde, hvorpå han kunne gemme sine følelser, så han nogenlunde var klar til at modtage nye på sit næste besøg hos hustruen.