Ud af ensomheden

Hvorfor er jeg ikke lykkelig?”

Hun talte utydeligt og alt for hurtigt. ”Jeg elsker dig, jeg elsker Vincent og Luise. Jeg elsker alt det, vi har sammen. Men nogle gange føles det, som om det ikke er nok, som om der aldrig vil være noget, der er nok. Så får jeg lyst til at gå min vej og aldrig vende tilbage, uden selv at vide hvorfor.”

(Jeg: ”Den evindelige ensomhed er ved at slå mig ihjel.” Alva: ”Ja, men modgiften til ensomheden er ikke at være sammen med en masse tilfældige mennesker. Modgiften mod ensomhed er tryghed.”