To fremmede i en togkupé på en rejse fra Moskva til Ulan Bator i Mongoliet. Hun er en ung finsk arkæologistuderende, der er rejst af sted for at se de mongolske helleristninger, han er en 45-årig russisk arbejder på vej til et job på en byggeplads. Tilfældet vil, at de havner i samme kupé på den transsibiriske jernbane og skal tilbringe lange dage og nætter sammen i hinandens selskab.
Året er 1986. Uden for togruden passerer det sibiriske vinterlandskab forbi. Inde i togkupéen drikker manden vodka og fortæller røverhistorier fra sit liv og praler med sine seksuelle eskapader. Den unge kvinde er for det meste tavs. Hun lytter og tænker.
Den lange rejse bliver et møde mellem øst og vest. Og mens byer, landsbyer, skove og dyr passerer forbi, drikker og fortæller manden om sit liv og sit land. Gennem hans fortælling tegnes et levende og skræmmende portræt af 1980'ernes Sovjetunionen: forfaldet, kulden og den evige vodka.
🙈Hab ich nicht kapiert
