Vi har aldrig været rigere, men samtidig virker det, som om vi aldrig har været tættere på at køre menneskeheden lukt i afgrunden. Den gode nyhed er, at vi heller aldrig har haft bedre redskaber til at forstå verden og udvikle løsninger til at trives i den.
De kommende årtier vil udfolde sig i spændingsfeltet mellem to overordnede udviklinger:
Menneskeheden vil møde håndfaste udfordringer, ikke mindst i form af klimaforandringerne og voksende begrænsninger i vores forbrug af naturens ressourcer, og samtidig vil verden, og alt hvad der foregår i den, forbindes ekstremt tæt med stadig mere avanceret digital teknologi.
Al virkelig fremgang og velstand opstår gennem udvekslingen af viden, ideer og erfaringer med andre — og det samspil kan vi gøre langt mere omfattende og produktivt i kraft af teknologien og den følelse af at være forbundet i et fællesskab, som den fører med sig. Men det kræver, at vi forstår spillets regler.
Grib fremtiden — spilleregler for det 21. århundrede er en guide til fremtiden, en fremtid, der i langt højere grad end tidligere kræver, at vi tager ansvar, at vi deltager, åbner os og tænker i helheder.