Tidens støj

Det lod imidlertid til, at han havde misforstået noget; de ulykker, som 1972 havde i vente til ham, var ikke hans død, men snarere hans fortsatte liv. Han havde gjort sit bedste, men livet var endnu ikke færdigt med ham. Livet var den kat, der bed papegøjen i halen og slæbte den ned ad trappen; hans hoved dunkede mod hvert eneste trin.

Han troede dengang, at det var ham, der trak sig væk, men erkendte nu, at hans mor havde sluppet hans hånd finger for finger, indtil han var fri. Ikke fri til at bo hos Jurgensen, men fri til at vende om, briste i gråd og løbe hjem.
Hænder, hænder der slap, hænder der holdt fast.

Ligesom man kunne være både Galilei og hans videnskabelige kollega.

Da han til sidst vender hjem fra udlandet, udstiller han et eneste maleri, men det gør til gengæld hele Tjartkovs oeuvre til skamme – og Tjartkov ved det godt. Historiens næsten bibelske morale er: „Den, som er begavet med talent, må holde sin sjæl renere end alle andre.“

Fodbold var ren, det var grunden til, at han i sin tid var begyndt at elske denne sport.

Under magtens pres slår personligheden revner og sprækker. Den offentlige kujon lever sammen med den private helt.

. Men vi er alle sammen enige om, at tiden nu er inde.“
„Hvad for en tid?“
„Du kan ikke blive formand for forbundet uden at melde dig ind i partiet. Det ville stride mod alle forfatningens regler. Det vidste du selvfølgelig godt. Det er derfor, du havde betænkeligheder. Men jeg kan forsikre dig for, at der ikke vil blive lagt dig hindringer i vejen. Det drejer sig kun om, at du skal underskrive ansøgningsformularen. Vi sørger for resten.“
Det føltes pludselig, som om al luften var forsvundet ud af hans krop. Hvordan, hvorfor havde han ikke indset, at det ville ske? Gennem alle terrorens

Men tiden har en evne til at vise os,
at de stædigste er de mest intelligente.
Var det rigtigt? Han var aldrig sikker. Digtet sluttede med at angive forskellen på ambition og kunstnerisk sandfærdighed:
Jeg vil derfor forfølge min karriere
ved ikke at forfølge den.
Disse strofer trøstede ham, men stillede ham også spørgsmål. Han var trods al sin angst og frygtsomhed og Leningrad-høflighed dybest set en stædig mand, som i musikken havde forsøgt at forfølge sandheden, som han havde

I stedet for at bede reciterede han om morgenen to digte af Jevtusjenko. Det ene var „Karriere“, som beskrev tilværelsen i magtens skygge:
På Galileis tid var der en anden forsker,
som ikke var dummere end Galilei.
Han vidste, at jorden drejede rundt,
men havde også en stor familie at forsørge.
Det var et digt om samvittighed og udholdenhed:

Efter endnu et par omdrejninger af hjulet ville majskolben Nikita falde i unåde; endnu et par omdrejninger, og så ville Stalin og stalinismen måske igen komme tilbage.