Biernes liv

De faar os til at forstaa de gode Timers fortroligste Røst. For den, der har kendt dem, for den, der har elsket dem, synes en Sommer uden Bier ligesaa ulykkelig og ligesaa ufuldkommen som hvis den var uden Fugle og uden Blomster.

Mennesket har den Frihed, at det ikke behøver at bøje sig for Naturens Love; og Spørgsmaalet om hvorvidt det handler rigtigt eller ikke i at benytte denne Evne, det er det betydningsfuldeste og dunkleste Punkt i dets Moral.

I Kuben betyder Individet intet, det har kun en betinget Eksistens, det er blot et ligegyldigt Moment, et vinget Organ for Slægten. Dets hele Liv er et fuldstændigt Offer til det talløse og bestandigt levende Væsen, hvoraf det udgør en Del

Bien er fremfor alt, og i endnu højere Grad end Myren et Selskabsvæsen. Den kan kun leve i Masse. Naar den forlader Kuben, som er saa overfyldt, at den ligefrem maa stange sig Vej gennem de levende Mure, der indeslutter den, forlader den sit egentlige Element. Den kaster sig for et Øjeblik ud i Rummet, der er fyldt af Blomster, ligesom Svømmeren dykker ned i Havet, der er fyldt af Perler, men vil den opretholde Livet, maa den med regelmæssige Mellemrum vende tilbage og indaande Mængden, som Svømmeren vender tilbage for at indaande Luften. Isolerer man den, dør den efter nogle Dages Forløb, selv under den gunstigste Temperatur, og selv om den har Levnedsmidler i Overflod, dør ikke af Kulde eller Sult, men af Ensomhed