Menneskelighed

Jo talrigere og jo lettere farbare Vejene bliver mellem Menneskene, des mere vokser ogsaa deres Trang til indbyrdes at give og modtage — dele Liv sammen.

Al Kultur er Kunst. Gennem at danne og skole Naturen er det, vi er naaet fra Buskmændene og dertil, hvor vi nu er, og kun derigennem kan vi naa videre.

Det er ikke Videnskaben, som skal lære os, hvad Livet er, men Livet skal sige, hvad Videnskaben bør være

Og det, som herved maa stilles moderne „Videnskabs“-overtro for Øje, det er dette, at Livet er det første og sidste, og at alt maa maales og vejes efter Livsværdien.

Det Arbejde, der maa tages op af Tiden og som ogsaa rundt om i Landene er ved at gøres, det er Bekæmpelsen af den naturalistiske Livsanskuelse,

Vi formaar ikke at samle og fæstne vore Luner og Stemninger i solide, herskende Følelser og handledygtige Lidenskaber.

Man vidste, at man skulde respektere, hvad der kaldtes „det idealske“ i Livet og søgte sit Borgerbrev til at kaldes dannet gennem at ære Videnskab, læse Digterne og støtte Kunsten. Nu derimod revolterer Barbarerne; de véd nu, at de for Penge kan tilkøbe dem alt, hvad de bryder dem om, og blæser for Resten Kultur og Idealitet en Marsch.

Der er ingen rigtig Livsmagt, ingen Livskilder i vor Literatur og vor Kunst. Savnet føles jo ogsaa af alle

Kampen for Tilværelsen. Det andet er mer eller mindre Hykleri og fede Fraser. Interessernes Sammenspil, den ubarmhjærtige Konkurrence, den brutale Magt — det er de simple, nøgne Kendsgerninger, man har at holde sig til og regne med.

saaledes drives Menneskene simpelt hen af deres Trang til Lyst; — hvad Slags Midler man end vælger sig, dette er det eneste Formaal. Forklædningerne narrer os ikke mer.