Optimismens politik har bred politisk opbakning på tværs af fløjene. Et positivt sprogbrug har fortrængt tidligere tiders sprog om udsatte borgere. I stedet er den udsatte borger blevet 'aktivitetsparat', og det afgørende forhold er ikke længere, hvilket problem borgeren vurderes at kæmpe med, men hvor godt vekommende matcher arbejdsmarkedet. De er ikke længere personer fanget i vanskeligheder, men rummer i stedet ressourcer og potentialer, som kan bruges på arbejdsmarkedet.
Sygdom eller sociale problemer sættes i anden række. Det vigtigste bliver i stedet at få borgeren ud på arbejdsmarkedet lige meget hvad, selv hvis det blot bliver til en endeløs række af jobprøvninger. De ledige bliver til uværdigt trængende, som godt kan, men alligevel ikke gør noget — og derfor er det rimeligt at møde dem med hårdføre midler, mens de udsatte borgere ikke føler, at de kan leve op til de utallige krav.
Optimismens politik dokumenterer denne udvikling og viser, hvordan et skift mod et stigende positivt syn på den udsatte borger gradvist har vundet frem over de seneste år. Bogen udpeger nogle af de konsekvenser, som udviklingen af haft.
