«Kroppe er besværlige, tænkte Tonni, og lige nu føltes det som om alle Birgittes udbrud og tårer havde sat sig på alle væggene og havde stoppet alle porer. Det var lettere at være uden krop, møske svæve frit i den mørke vind.
Tonni tog hårdt om Birgittes store krop og pressede hendes skuldre ned i madrassen, gned hårdt over Birgittes arme, op over halsen, kinderne.
Vi flytter, jeg skal nok ordne det Birgitte, og så er det bare os. Og måske Kymigo. Ikke andre.
Tonni stak fingrene ind i Birgittes lange hår og strøg det bagud, hen over puden, ned over briksens kant, det kunne nå gulvet. Hun fik et par lange løse hår mellem fingrene og fjernede dem og så væk imens fordi hun samtidig fik en modbydelig smag i munden.
Hvordan ville Birgittes hår se ud som død.»
Romanen om de to piger Tonni og Birgitte og deres sælsomme forhold til buschaufføren Lennart er en sindsoprivende gyser om truslen fra mørket og fra sindets mørke flod.
