I “Arven” hyldes arbejdsomhed, beslutsomhed og besiddertrang. Egenskaber tildelt de bedste repræsentanter for den hensygnende adel og det opadstræbende borgerskab. Disse emner er gennemgående temaer i Sophie Breums forfatterskab, der også byder på udførlige personkarakteristikker af den livsudygtige og humørsyge romankarakter.
Bogen er skrevet i og med samtidens sprog og retskrivning.
Sophie Margrethe Juliane Breum, 1870–1935, var en dansk forfatter — bedst husket for sin roman «Jul i Købmandsgaarden” fra 1917, der året efter hendes død blev til et teaterstykke og i 1951 filmatiseret under titlen «Fra den gamle Købmandsgaard”. Sophie Breum drømte allerede som barn om at blive forfatter, hvor hun som datter af velhavende forældre gik i skolen på byens bedste privatskole. Efterfølgende rejste hun fra Odense til København og fik privat undervisning i litteratur, filosofi og kunst. Da hun vendte hjem, blev hun lærer på sin gamle privatskole og skrev samtidigt artikler til diverse aviser og blade som f.eks. Fyens Tidende, Illustreret Tidende og Husmoderens Blad. Desuden var hun medlem af Dansk Kvindesamfund. Litteraturkritikeren Vilhelm Andersen opmuntrede hende dog til at gøre noget ud af forfatterkarrieren, og i 1900 debuterede hun som skønlitterær forfatter med novellesamlingen “Hyld og Humle”. Derudover skrev hun digte og fortællinger for børn, var redaktør og forordsskriver på diverse udgivelser samt oversætter. Breum boede indtil sin død sammen med maleren Anna Elisabeth Munch, grandkusine til Edvard Munch, og illustrerede flere af Sophie Breums bøger.
“Arven” er en fortsættelse af herregårdsromanen «En Herregårdsfrue” fra 1918.