De nummererede eller numeriske diskurser er generelt kendt som Aṅguttara Nikāya i Pāli, forkortet AN. Pāli-traditionen er dog også kendt som Ekottara (one up eller incremental), dvs. Incremental Collection, og dette er den form, der generelt findes i nordlige samlinger. Disse samlinger arrangerer teksterne i nummererede sæt, fra et til elleve. Sammenlignet med de andre nikāyaer er de mere orienteret mod lægfolkssamfundet. Ekottarikāgama (EA) på kinesisk er en meget usædvanlig tekst, der præsenterer en række variationer i sig selv, selv når det kommer til grundlæggende doktriner. Det har meget mindre til fælles med Aṅguttara i Pāli, end de andre samlinger har med deres modstykker. Derudover er der en delvis Ekottarikāgama på kinesisk, samt en række individuelle diskurser og fragmenter på kinesisk og sanskrit. I de første to bøger, Ones and the Twos, har vi et meget interessant træk. Ikke i særlig læseværdigt materiale, da det aldrig var meningen, at den skulle læses som en læseværdig bog. Vi finder ikke med lister kaldet Mātikās, eller vandløb, det vil sige billedligt talt kanaler, langs hvilke mundtlig undervisning ville flyde; altså overskrifter til tale. Disse ville formentlig have været skrevet på tynde metalplader længe før man forsøgte at skrive talerne selv. Sådant skrivemateriale, plader eller også bogstaver udhugget i klipper, egnede sig dårligt til udvidelse. Den anden bog, Doserne, fastholder matrixstrukturen af Mātikās fra den forrige bog, og tjener som en mnemonisk base af overskrifter, der skal huskes, så den er ikke særlig læsbar, og derfor er dens interesse meget knap. Vi kan fremhæve AN 2.61, om den permanente kvindelige utilfredshed som et meget kuriøst originalt bidrag.
