Den fulde frihed

Hans hjerte dunkede som en forslidt gammel motor, der ikke mere har noget at trække, men bare blir ved med at gå, fordi en eller anden har sat den i gang.

Hun rejste sig og rakte hånden frem. Hun ville sige noget trøstende, noget med at være venner trods alt, men han så ikke mere på hende, og han tog ikke hendes hånd. En anelse af smerte og forundring gled et øjeblik over hendes træk, så vendte hun sig tøvende og uroligt fra ham og gik. Men da hun var kommet ud på gaden, rev hun hatten af og vendte ansigtet lige mod stormen. Så gik hun bort fra ham, hurtigt og let, med en ganske ung piges ufærdige, overdrevne ynde.

Han rørte sig ikke, men sank ligesom sammen i skikkelsen. Det begyndte at blive mørkt, stormen hade lagt sig. En tjener bankede ham på skulderen: Regningen, hr.!

Forår
Allerede på lang afstand kunne han se, der var noget forandret ved hende. Han sad på den lille café ved det samme bord, hvor de var mødtes hver eftermiddag det sidste års tid. Han så ud på den hvide gade, hvor folk med hænderne for ansigtet kæmpede sig frem mod snestormen. Han tænkte på, at hun kom senere end hun plejede, og fyldtes, endnu før han så hende, af en ubestemt, smertelig uro. Og såsnart han fik øje på hende, gled en knugende, dump angstfornemmelse ind over ham. Hun kom som sædvanlig ovre fra det modsatte fortov og skråede over gaden på trods af alle færdselsregler. Hun var også klædt som sædvanligt, alt var ganske som det plejede at være, og dog var det hele så tungt og uvirkeligt, som om det var mange år siden, han sidst hade siddet her ved vinduet og set hende komme, og følt, hvordan bare synet af hende tog den uro fra ham

Forår
Allerede på lang afstand kunne han se, der var noget forandret ved hende. Han sad på den lille café ved det samme bord, hvor de var mødtes hver eftermiddag det sidste års tid. Han så ud på den hvide gade, hvor folk med hænderne for ansigtet kæmpede sig frem mod snestormen. Han tænkte på, at hun kom senere end hun plejede, og fyldtes, endnu før han så hende, af en ubestemt, smertelig uro. Og såsnart han fik øje på hende, gled en knugende, dump angstfornemmelse ind over ham. Hun kom som sædvanlig ovre fra det modsatte fortov og skråede over gaden på trods af alle færdselsregler. Hun var også klædt som sædvanligt, alt var ganske som det plejede at være, og dog var det hele så tungt og uvirkeligt, som om det var mange år siden, han sidst hade siddet her ved vinduet og set hende komme, og følt, hvordan bare synet af hende tog den uro fra ham,