Karen Bramson er kendt for at fokusere på den politiske debat om forholdene mellem kønnene og særligt have fokus på kvindernes forhold og rolle i ægteskabet, samfundet og hjemmet. Med “Berengaria, Dronning af Danmark” har hun begivet sig ud i fortællingen om den spanske prinsesse, der i 1214 blev gift med den danske kong Valdemar og som efterfølgende gjorde et stærkt indtryk ved det danske hof.
Bogen er skrevet i og med samtidens sprog og retskrivning.
Karen Bramson (1875–1936) var en dansk forfatter, hvis foretrukne genre var dramaet. Igennem denne kunstart gjorde Bramson en dyd ud af at komme med indlæg i den kvindepolitiske debat, som foregik omkring 1900-tallets start. Dette kom blandt andet til udtryk i nogle af hendes første dramaer, “Den unge Frue, Mands vilje” (1900) og «Mødre” (1901). Netop kønnene og forholdet mellem disse var et gennemgående tema i hendes forfatterskab, hvor også bland andet kultur, politik og kærlighed blev diskuteret. Bramson flyttede til Paris i 1914 og boede resten af sit liv i Frankrig, hvor hun også skrev og opførte sine dramaer.
