Et år med magisk tænkning

eg havde gjort det. Jeg havde erkendt, at han var død. Jeg havde gjort det på den mest officielle måde, jeg kunne komme i tanke om.
Men mine tanker omkring det var fortsat mistænkeligt ustabile. Ved et middagsselskab sidst

Hvordan kunne han komme tilbage, hvis de tog hans organer, hvordan kunne han komme tilbage, hvis han ingen sko havde?

g mener, at den sørgende person kommer i en mild og kortvarig maniodepressiv tilstand og overvinder den.“
Bemærk den vægt, der lægges på „overvinder“ den.

En mors eller fars død, skrev han, „vækker noget dybt i os uanset alder, og uanset om vi er forberedt eller ej, udløser den en kæde af reaktioner, som overrasker os, og som kan vække minder og følelser, vi troede tilhørte en svunden tid. I den periode, man kalder sorgforløbet, kan det føles, som om man befinder sig i en u-båd, stille på havets bund, klar over, at der er dybvandsbomber, som hele tiden bombarderer os med erindringer".

uundgåelige. Jeg havde ventet dem (frygtet dem, gruet for dem, regnet med dem) hele mit liv. Da de endelig indtraf, vedblev de med at virke fjerne, på afstand a

En mors eller fars død, skrev han, „vækker noget dybt i os uanset alder, og uanset om vi er forberedt eller ej, udløser den en kæde af reaktioner, som overrasker os, og som kan vække minder og følelser, vi troede tilhørte en svunden tid. I den periode, man kalder sorgforløbet, kan det føles, som om man befinder sig i en u-båd, stille på havets bund, klar over, at der er dybvandsbomber, som hele tiden bombarderer os med erindringer".

Der var for eksempel „Young, Benjamin og Wallis, The Lancet 2:454-456,1963.“ Denne undersøgelse, hvor man havde fulgt 4.486 enkemænd i fem år, viste „en signifikant højere dødelighed blandt enkemænd i de første seks måneder efter, at de havde mistet deres kone, end blandt gifte mænd.“

I begge tilfælde følte jeg mig trist og ensom (det forladte barns ensomhed uanset alder), bedrøvet over den forgangne tid, over det, der ikke blev sagt, over min manglende evne til at tage del i eller endda til rigtigt at acceptere den smerte og hjælpeløshed og fysiske ydmygelse, de begge måtte leve med til sidst.

Der var „Rees og Lutkins, British Medical Journal 4:13-16, 1967.“ Til denne undersøgelse havde man gennem seks år fulgt 903 mennesker, som havde mistet et nært familiemedlem, og sammenlignet dem med 878 kontrolpersoner, som ikke havde mistet nogen, hvilket viste en „betydelig højere dødelighed blandt enker og enkemænd i det første år efter tabet“.