Camille Clouds brevkasse

FORBØN
Jeg sidder på min veranda og tænker på at denne dag er den første af de dage der vil komme både nu, men også senere og endnu senere end det der allerede har været. Jeg fyldes med taknemmelighed over alt det jeg allerede har, og det jeg vil få, ikke bare i fremtiden, men også på andre tidspunkter end fremtiden. Mit sind er altid åbent, og jeg tænker med kærlighed og tilgivelse på alle levende skabninger der, ligesom jeg, gør det samme som mig. Jeg lever mit liv taknemmeligt badet i det lys jeg selv udsender. Tak.

Jeg er en meget rig kvinde der sidder på toppen af en stor bunke penge og græder over al den menneskelige lidelse jeg er vidne til i verden. For hver en tåre jeg fælder, forøges min formue med 8 dollars, og bunken jeg sidder på vokser proportionelt i højden med mængden af mine tårer. Når jeg kigger ned på folk, bliver de mindre for hvert et sekund der går, og snart er de ikke større end peberkorn. Skal jeg holde op med at græde og hjælpe dem eller fortsætte med at forøge min formue, indtil jeg ikke længere kan se dem og derfor naturligvis glemmer dem?

Eleonora Rover-Rover Gedenskjeld

Kære fru Eleonora

Jeg vil til enhver tid anbefale mine læsere at forøge deres formue. Græd og tjen dine penge, snart er du lutter smil. ☺

I forbindelse med at ministeren vil reducere beskyttelsen af danske vandløb, hejser jeg hermed flaget og udbryder et stort leve og hurra. Det er fuldstændigt van(d)vittigt (jeg har humor) (læg mærke til D’et i „vanDvittigt“ #godt tænkt-plus ekstra bonus: vittigt!) (jeg ler højt) at bruge skatteydernes penge på at beskytte noget vand i et vandløb.

K. Andersen, Fredensborg

Hej

Også jeg jubler. Har alle dage fundet det absurd at beskytte ting. Det der skal beskyttes, beskytter sig selv, og det der ikke kan beskytte sig selv, overlever ikke. Sådan var det for min mor, og således bliver det også for de danske vandløb.

Hej Camille

Jeg er en kvinde på 45 år, med to børn, der leder efter et gratis sted at bo på min egen krop. Jeg er gået bankerot efter 25 år med stigende udgifter til frisør, øjenbrynsplukning/-farvning, cremer, deodoranter, parfumer, spraytan, diamantslibninger, scrubs, pedicure/manicure, shavers og shaving creme, rouger etc. I mange år boede vi på mine lår, men de steg desværre i leje grundet krav om cellulitiscremer. Det sidste halve år har vi boet på min overlæbe, men ikke betalt for fjernelse af uønsket hårvækst, og boligselskabet har derfor bedt os om at flytte om en uge. Folk råber efter mine børn på gaden og kalder dem skægaber og andet der er værre. Vi gemmer os p.t. i min armhule, men miljøet er usundt og børnene hoster og har feber. Kender du et sted på kvindekroppen hvor man som kvinde kan bo gratis med sine børn?

Jane Jørgensen, moder m.m.

Kære Jane

Kvindekroppen har altid været et meget eftertragtet boligområde, og mange vælger ligefrem at dø hvis de ikke har råd til at bo der. Der er tradition for at underbemidlede kvinder flytter ned under deres egne fødder. Man skal dog indstille sig på en dagligdag med bl.a. fodsvamp, knyster, ligtorne og det faktum at man dagligt træder hårdt på sig selv. Det kan virke brutalt, men sådan er fattigdommens natur, til gengæld er det helt gratis ☺.

Kærlig hilsen fra Camille

dollars, og bunken jeg sidder på vokser proportionelt i højden med mængden af mine tårer. Når jeg kigger ned på folk, bliver de mindre for hvert et sekund der går, og snart er de ikke større end peberkorn. Skal jeg holde op med at græde og hjælpe dem eller fortsætte med at forøge min formue, indtil jeg ikke længere kan se dem og derfor naturligvis glemmer dem?
Eleonora Rover-Rover Gedenskjeld
Kære fru Eleonora
Jeg vil

Kære Line Knutzon
Dit

Hej Camille
Jeg er en pige på 2 år der bor sammen med en mand og dame. Vi kører meget rundt i deres Audi, men vi stopper aldrig ved noget. Nogle gange vender manden sig om og smiler til mig. Jeg ved ikke hvorfor, og jeg smiler ikke igen. Damen vender sig aldrig om. Jeg ved ikke hvem disse mennesker er, og jeg ville ønske jeg boede hos en tyk dame jeg engang så stå ved et busstoppested. I går snakkede de om at lave en ny træterrasse i sibirisk lærk. Jeg ved ikke hvad det betyder, men jeg kan instinktivt mærke at jeg ikke vil være med til det. Hvorfor bor jeg hos dem? Hvem er de? Findes der en udvej? Eller en pegebog om emnet?
Freja, 2 år

Vær taknemmelig for det DU har råd til. At du overhovedet har råd til noget er i sig selv et mirakel. Hvis du øver dig i at føle taknemmelighed over en romsnegl, vil du i løbet af et par uger få råd til en dyr taske. Sådan fungerer loven om taknemmelighed, og hvis hele verden udviste mere taknemmelighed, ville alle, også folk i Afrika, have råd til deres egen dyre taske. Med utaknemmelighed følger kun vrede og evig fattigdom. Sådan er loven.

Jeg sidder på min veranda og tænker på at denne dag er den første af de dage der vil komme både nu, men også senere og endnu senere end det der allerede har været. Jeg fyldes med taknemmelighed over alt det jeg allerede har, og det jeg vil få, ikke bare i fremtiden, men også på andre tidspunkter end fremtiden. Mit sind er altid åbent, og jeg tænker med kærlighed og tilgivelse på alle levende skabninger der, ligesom jeg, gør det samme som mig. Jeg lever mit liv taknemmeligt badet i det lys jeg selv udsender. Tak.

Man siger i udlandet at hvis man lægger øret til en dansk frikadelle, vil man kunne høre tusind grise skrige i angst og smerte. Passer dette?