Kunstens fortællinger kan supplere med nye vinkler på nutidens psykosociale problemer med appetit, som hidtil har været domineret af biologiske forklaringer.
Ifølge bogen “Tantaluskvaler” beskriver den knap så kendte klassiske myte om Tantalus samtidens problemer med appetitten bedre end psykoanalysens kanoniserede myter om Ødipus og Narcissus. Sagnfiguren Tantalus fik en hård straf, da han fornærmede guderne: Han måtte til evig tid sulte og tørste, mens han var fanget i en overflod af mad og drikke. Det er denne bogs pointe, at Tantalusmyten begynder at ligne en ny fortælling over det moderne menneskes paradoksale appetit og følelsesstruktur. I kunstens fortællinger træder appetit frem som et behov, der ikke blot er biologisk, men også kulturelt variabelt og præget af et mønster af globalt genkendelige billeder.
“Tantaluskvaler” undersøges i fortællinger af bl.a. Franz Kafka, Siri Hustvedt, J.M. Coetzee, Karen Blixen, Klaus Rifbjerg, Salman Rushdie, Claus Beck-Nielsen, Jørgen Leth og Lars von Trier. En række af modernitetens mest centrale fortællinger tyder ligefrem på udbredelsen af et Tantaluskompleks, og det samme gør i øvrigt en væsentlig del af forskningen i anoreksi, uden at den selv har erkendt det.
Det mytekritiske perspektiv suppleres med ny teori om hvordan madvarers hverdagsagtige betydning kan forklares med sprogvidenskab, og bogen udmunder i en samtale med Klaus Rifbjerg — om den forrykte appetit.
