“Jeg er et sygt menneske… Jeg er et ondskabsfuldt menneske. Et utiltalende menneske.” Således indleder Kældermennesket sine optegnelser fra undergrunden. I forbitrelse over den herskende naive tro på fornuften, fremskridtet og individualismen har Kældermennesket isoleret sig. Han protesterer mod at reducere mennesket til et skabelonagtigt fornuftsmenneske. Nej mennesket er et irrationelt væsen (kun en tyvendedel fornuft), der handler på grundlag af underbevidste følelser, luner og kedsomhed og ofte imod egne interesser. Kældermennesket har været en inspirationskilde for mange af eftertidens betydeligste forfattere, ligesom den ubehagelige udkrængning af mindreværdskomplekser, såret forfængelighed og egoisme foregriber de senere psykoanalytiske studier.
Dostojevskij skrev Kældermennesket i starten af 1864 og udgav den i det litterære tidsskrift Epocha, som han og hans bror Mikhail startede samme år. Værket siges at rumme hele det ideologiske grundlag, som Dostojevskij senere byggede sine store klassikere Forbrydelse og straf, Idioten og Brødrene Karamazov på. Kældermennesket siges ligeledes at markere starten på den modernistiske strømning i litteraturhistorien og har haft indflydelse på store historiske skikkelser som bl.a. Freud, Nietzsche og Kafka.
«… han er alene på scenen… Til stede er kun, nede i salens mørke, læserne, som han ustandselig henvender sig til med salver af spot og anden latterliggørelse. Hans monolog behersker romanen fra ende til anden. Den er overdådigt euforisk og vittig, hvad enten det er de hudløse selvangreb eller de rasende selvforsvar, han kaster sig ud i… Den der ikke genkender bare noget af Kældermennesket i sig selv, er slet ikke et menneske.» — Niels Barfoed, Weekendavisen

Don Quijote