Én gang er ingen gang

Lee Stone er en moderne kvinde af det 21. århundrede. Som kommunikationsdirektør i et kvindedrevet elbilfirma, der er bedre end Tesla (tak!), har hun fuldstændig styr på sit job. Når hun har fri, er hun kendt som “Stoner”. “Stoner” drikker fyre under bordet og binder sig aldrig til nogen af dem. Lee har nemlig lært på den hårde måde aldrig at stole på mænd. Den første alvorlige hjertesorg kom fra hendes far, der var hendes mor utro. Den seneste var Ben Laderman på universitetet — som faktisk ikke var utro, men hun var sikker på, at han var det, så hun tog hævn.
Fem år senere dukker Ben op igen, denne gang som politisk ekspert for den mest liberale guvernør i Texas' historie, netop som Lee forsøger at få et lovforslag om grøn energi stemt igennem. Tingene bliver komplicerede — og konkurrenceprægede — da Lee og Ben bliver tvunget til at arbejde sammen. Spændingen stiger, mens gamle gnister blusser op igen, og det hele kulminerer i et romantisk opgør af dimensioner på størrelse med Texas.
I Én gang er ingen gang flyver gnisterne, og der er masser af latter, mens Lee må beslutte, om hun skal holde fast i ordsproget om, at man kun skal lade sig narre af den samme person én gang, eller om det kan gradbøjes. Undervejs begår både Ben og “Stoner” hver især ægte, relaterbare fejl, hvilket gør dem lette at identificere sig med, og det politiske spil er næsten smerteligt ægte. En skøn blanding af “enemies-to-lovers” og “second-chance-romance”.