Kong Ødipus

paa al Slags Skændsel tænkes eller nævnes kan

Husker I

Forbrydelsen, jeg da begik og vandred hid

til anden værre Udaad? O, min Ægteviv,

først bar Du mig til Verden; derfra vandrede

mit Blod tilbage did, hvorfra jeg kom; til sidst

flød Fader, Broder, Børn tilsammen ud i Et

med Brud, med Viv og Moder og hvad andet Navn

O ve, Kithæron, Du som fik mig, hvorfor tog

Du ej mit Liv, at ingen, ingen Mennesker

erfare skulde nogen Tid, hvis Søn jeg var

Tror Du, at mine Øjne kunde frydes ved

de Børn, hvis Herkomst nu jeg kender altfor godt?

Nej, aldrig turde mere jeg betragte dem

og aldrig se min Kongestad med Taarn og Tind

og fagre Gudebilleder, hvorfra jeg selv,

jeg Skyldige, jeg onde Søn af ædelt Blod

for evigt udeluktes ved min egen Dom,

da jeg befol enhver at sky Forbryderen,

der synded imod Guderne og Laïos.

Hvor

Ve, Hyrde, Dig, som min Fod den spæde

forsigtigt drog frem

af den snærende Rem.

Du frelste mit Liv, det blev ingen til Glæde.

Ej havde jeg voldt, om jeg den Gang var død,

mine Frænder og mig saa usigelig Nød.

Korføreren.

Ja, ogsaa jeg saa heller, at Du da var død

Ja, jeg forstaar det, dobbelt er din Lidelse;

dit ydre Øje smerter, men det indre mest

de tomme Huler blødte, men en kulsort Regn

af levret Blod ham strømmed ned ad Ansigtet.

Al denne Jammer er ej Værk af Enkeltmand,

men Værk af Mand og Kvinde, Barn af tvendes Skyld.

Hans før saa store Lykke har i fordums Tid

fortjent sit Navn, sin Glans, men nu forvandles den

til Graad og Afsind, Skam og Død, thi intet Navn

paa Nød er til, som her ej passer altfor godt

den Strikke, som holdt hende oprejst. Liget sank

til Jord, og hvad der fulgte nu, var ondt at se.

Af hendes Klædning rev han ud en gylden Naal,

et Spange, som holdt Kjortlen fast i Skuldrene,

og jog dens Spids i begge sine Øjne ind,

at ingentid de Øjne skulde skue mer

ham selv, der led saa ondt og voldte Andre ondt,

men i et evigt Mørke kun se Spøgelser

og aldrig spejle Lys af elskte Ansigtstræk.

Med slige Ord og løftet Haand han stak sig selv

Gang efter Gang, til Øjeæblet løsned sig

og hang ham ned paa Kinden. Ikke draabevis

de tomme Huler blødte

mens vore Øjne fulgte hans Bevægelser.

Afsindig fordred han en Dolk og ledte om

den Hustru, som ej var hans Hustru, men hvis Barm

dog havde diet først ham selv og saa hans Børn.

Og i hans Vildskab viste nu en Gud ham Vej,

da vi, der stod omkring ham, ikke voved det.

Som ledt af en usynlig Haand han kasted sig

med Brøl mod Dobbeltdøren ind, saa Hængslerne

gav efter, og han tumled ind i Kammeret.

Der saa vi da den arme Dronning hænge kvalt

med Halsen i en tvunden Snor. Ved dette Syn

udstødte han et rædsomt Skrig og sønderrev

hun iled vildt fortvivlet i sit Kammer ind,

mens hun med baade Hænder rev sit fagre Haar.

Der lukked hun sig inde og skød Slaaen for

og kalde lydt paa Laïos, som længst var død,

forbandende sit Moderliv, der fødte den,

som blev sin Faders Morder og til Ægte tog

sit eget Udspring, saa ved ham hun Moder blev.

Sit Leje hun begræd, hvor hun i dobbelt Synd

fik ved sin Mand en Husbond og ved Barnet Børn.

Men hendes Dødskamps Slutning saa jeg ikke selv.

Med Et Ødipus styrted ind som rasende,

og over ham forglemte helt vi Dronningen