Idioten

Ja, han må tro på noget! Tro på nogen! Hvor er det sælsomt, det billede af Holbein ... Åh, her er gaden! Og det må være huset, nr. 16, „fru kollegiesekretær Filisovs hus”. Her er det! Fyrsten ringede på og spurgte efter Nastasia Filippovna.

Han befandt sig i en pinefuld uro og spænding og følte samtidig en ubetvingelig trang til ensomhed. Han ønskede at være alene for modstandsløst at kunne give efter for denne pinefulde stemning, forblive passiv uden at forsøge på at finde mulige udveje

Ved seks-tiden var han pludselig kommet ud på perronen til Tsarskoje Selo banen. Han kunne ikke længere holde ensomheden ud. Han havde fået en heftig og varm indskydelse, som for et øjeblik lyste op i det mørke, som havde lagt sig over hans sorgbetyngede sjæl. Han købte en billet til Pavlovsk og ventede utålmodigt på toget. Men han mærkede, at han blev forfulgt; dette var ikke indbildning, hvad han først havde været tilbøjelig til at tro; det var virkelighed. Han skulle netop til at tage plads i kupeen, da han pludselig smed billetten fra sig og gik ud af toget, forvirret og tankefuld. Lidt efter, ude på gaden, kom han ligesom i tanker om noget og forstod med ét, hvad det var, som længe havde gjort ham urolig. Han greb sig selv i halvt ubevidst at spejde omkring, som søgte han hele tiden efter nogen, han havde ikke selv været sig det bevidst indtil dette øjeblik; i flere timer var han blevet ved med det, endog inden han kom til „Vægten“, ja også dér; for en stund glemte han det af og til, men så kunne han igen begynde, fuld af uro, at spejde omkring.

dyb Deres tanke er! Nej, min herre! Selvopholdelsesdriften