I Heidegger og teknikkens tidsalder, som udkom første gang i 1990, dykker Kirsten Hyldgaard ned i Martin Heideggers (1889–1976) forfatterskab ud fra den tese, at der er sammenhæng mellem det tidlige værk, Væren og tids transformation af bevidsthedsfilosofi til fundamentalontologi og de senere værkers transformation af historiefilosofi til værenshistorie; Heideggers Nietzschefortolkninger er her den primære anledning.

Da bogen fremstiller en sammenhæng i Heideggers værker, kan den samtidigt fungere som en introduktion til et forfatterskab, der uberettiget er blevet beskyldt for at være esoterisk, hermetisk lukket om sig selv.

Kirsten Hyldgaard (f. 1960) er ph.d. i filosofi og lektor ved DPU, Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse, Aarhus Universitet. Den teoretiske baggrund for hendes forskning ligger i feltet mellem det tyvende århundredes filosofi og psykoanalyse (Freud og Lacan) — i tilgift med en særlig forkærlighed for fænomenologi (Heidegger og Sartre). Hendes forskning er koncentreret omkring pædagogisk filosofi, videnskabsteori, kønsforskning og seksualundervisning.

Pædagogiske umuligheder