Mørkets magi 2 – Skyggernes herre

Han rettede sig smilende op med en søstjerne i hånden.

„Ty,“ sagde Livvy. „Læg den tilbage, medmindre du har tænkt dig at kaste den på Zara.“

„Det ville være spild af god søstjerne,“ mumlede Kit og fik Ty til at le

„Er du sikker på, at du er en Herondale? Jeg er ret sikker på, at en Herondale ikke ville tøve.“ Hun lagde armene over kors. „Er der en grund til, at du ikke vil kysse mig?“

„For det første har du en frygtindgydende storebror,“ sagde Kit.

„Jeg har da ikke en frygtindgydende storebror.“

„Du har ret,“ sagde Kit. „Du har to.“

„Jeg hedder Zara Dearborn,“ sagde hun til sidst. „I har sikkert hørt så meget om mig. Jeg er Diegos forlovede.“

„Hvad vidste du ikke?“ spurgte Diego. Han havde gengældt hilsenen fra de to drenge, der tidligere havde talt med Diana. Drengene var på vej hen imod dem.

„Hvor meget Centurier minder om soldater,“ sagde Mark. „Jeg tror, jeg snarere har opfattet dem som studerende.“

Vi er støv og skygger’,“ sagde Ty uden at se op fra sin bog.

„Nogle af os er meget flot støv,“ tilføjede Jace, da døren gik op, og Clary stak hovedet ind.

„Kom hen i biblioteket,“ bad hun. „Tentaklen er begyndt at gå i opløsning.“

„Du er så sexet, når du siger sådan noget,“ sagde Jace og tog sit gear på

Clary gav slip på Emma og så med rynkede bryn ned på ichoren, havvandet og den uidentificerbare slim, der nu var smittet af på hendes bluse. „Jeg forstår, hvad du mener.“

„Jeg siger bare hej herfra,“ sagde Jace og vinkede. „Jeg kan fornemme en ikke så behagelig duft af blæksprutte.“

Der lød et brag, som om nogen havde skudt et kanonslag af. Magnus Bane dukkede op i køkkenet hos dem indhyllet i en lang, sort frakke. En blå flamme stod op fra hans højre hånd, og han virkede vred. „Hvorfor i de ni prinser fra Helvedes navn svarer ingen af jer på telefonen?“ spurgte han.

Emma og Julian så måbende på ham. Efter et øjeblik måbede han tilbage.

„Gud,“ sagde han. „Er I …“

Han gjorde ikke sit spørgsmål færdigt. Det behøvede han ikke.

Emma og Julian stod op af sengen. De var stort set påklædt, men Magnus så ud, som om han havde taget dem med bukserne nede

Hør,“ sagde Dru. „Jeg har brug for, at du går med, okay? Hvis du kalder på Mark, så lover jeg dig, at der er masser af steder her på Instituttet, hvor jeg kan gemme mig i dagevis uden at blive fundet.“

„Det er ikke alle, der er i stand til at håndtere deres sorg, som det passer sig for en Skyggejæger,“ tilføjede Manuel. „Det er synd.“

„Nogle viser ikke empati og tolerance, som det passer sig for en Skyggejæger,“ sagde Diana. „Det er også synd.“

„Jeg vil gerne mødes med dig helt officielt, så jeg kan kurtisere dig,“ sagde Gwyn. Hans store hænder bevægede sig rastløst, og det gik op for Kit, at han var nervøs. Den store, muskuløse mand, der førte an i Den Vilde Jagt, var nervøs. „Vi kunne gå ud og dræbe en iskæmpe eller nedlægge et rådyr.“

„Jeg har ikke lyst til nogen af delene,“ sagde Diana.

Gwyn så slukøret ud.

„Men jeg vil godt gå ud med dig,“ sagde hun rødmende. „Helst på en god restaurant. Tag blomster med. Og kom uden hjelm.“