«Selv de yngste unge, de, der endnu slider skolebænken i gymnasiets ældste klasse, — skoleungdommen er for tiden naturligvis spejdergal, — brænder af utålmodighed efter at opnå den lovmæssige udskrivningsalder. Mange melder sig som frivillige allerede i syttenårsalderen, og mange, som ikke har kunnet opnå deres forældres samtykke, flygter fra hjemmet og udstår adskillig modgang for at nå frem til fanerne.»
Kun to år efter første verdenskrig brød ud, skrev Adolf Langsted en beretning om det heltemod, der bredte sig i Frankrig, så snart landet kom under angreb. Han fortæller om de unge franskmænds ihærdighed for at tjene deres land, om det hårde og farlige liv ved fronten, om kvindernes rolle på både hjemmefronten og som en del af hospitalsvæsnet samt genoptræning af dem, der kom tilbage med ar på krop og sjæl.
Adolf Langsted (1864–1919) var en dansk forfatter og skolebestyrer, der hovedsageligt skrev romaner, digte og dramaer. Efter en studentereksamen og filosofistudiet i København var Adolf Langsted redaktør af Wisbechs Almanak fra 1885 og skoleinspektør ved Mariboes Latin— og Realskole. Adolf Langsteds digte og romaner er prægede af hans interesse for religiøse vers og bibelske tragedier.
