Min fucking familie

På samme tidspunkt sad jeg selv indespærret i min egen krops overgreb. Jeg var ved at få bryster. Hadede dem, hadede dem, hadede dem. Havde aldrig rigtigt troet på, at de ville komme, når jeg nu brugte timer hver dag på at tænke min krop anderledes. Jeg var dum nok til at tro, at hvis jeg bare koncentrerede mig hårdt nok om at blive en dreng, så ville min krop også på et tidspunkt fatte pointen og forvandle sig. Den ville i hvert fald ikke begynde at udvikle hæslige bryster.
Jeg fantaserede om at skære dem af. En enkelt nat var jeg helt ude i køkkenet og hente en kødkniv, som jeg stod med i over en time, mens jeg prøvede at samle mod sammen til at skære i mig selv, fordi Henrik Mats Olsen samme dag havde ladet en bemærkning falde om, at jeg da snart ville blive den eneste dreng i skolen, der havde brug for pathængere. Fulgt af latter over egen morsomhed.
De kunne spærres inde i stramme sportstoppe og skjules bag

»Kan jeg stole på dig i morgen, Nina?«
Jeg svarer ikke. Det er ikke mig, hun har talt til.
»Kan jeg stole på dig i morgen, Christoffer?«
»Stole på hvad?«
»På at du ikke prøver på noget?«

Jeg greb en brevkniv fra skrivebordet og pressede den spidse ende mod hans hals, mens jeg hvæsede, at han skulle holde op med at spille så fandens klog, når han alligevel ikke fattede en skid.

tog jeg hans lighter og satte ild til skraldespanden.

Og til opslagstavlen, gardinerne og jakkerne på stumtjeneren.

Det brændte lystigt det hele,

skolepsykolog, der var svært begejstret over at have en voldelig og muligvis transseksuel pige i terapi.

»Du kunne have ramt ham i ansigtet!«

Jeg så inspektøren ind i øjnene og sagde, at jeg sigtede efter ansigtet, men desværre ramte forbi.

efter syv måneder under samme tag som Henrik Mats Olsen gjorde jeg det samme.

Ondskabens højeste mål er nemlig ikke at ødelægge, men at give det onde videre

Jeg var et nemt offer. I min genetiske arv ligger personlighedstræk, der kan gøre Ondskab til en levevej, måske ligefrem en fornøjelse. I har set mine forfædre.

»Så tror jeg lige, du skruer ned for den larm.«

Da jeg ikke rørte mig, gik han selv over og skruede ned. Han havde bumser på ryggen. »Din mor siger, at du har fødselsdag i dag. Fået nogle gode gaver?«

»Nej. De skal byttes.«

»Så byt dem til en paryk eller noget. Du ligner kraftedeme en trimmet kusse med det hår.«

Dengang troede jeg ikke, at nogen kunne være sådan.