“Dø, dit lede talebansvin!” skreg far og skød efter de to mænd, der kom løbende langs stien imod os. De faldt begge to om, da skuddene ramte, og lå i spasmer, inden de andre nåede hen for at hjælpe dem. Blodet fossede ud.
“Dø, din lede terrorist!” skreg far og tog ladegreb igen. Hans position var velvalgt oppe i træet. Han havde totalt overblik. Endnu en kriger faldt om, da far ramte ham. Et pletskud.
“Skyd så mange som muligt, Johnny!” råbte far.
Jeg tog ladegreb. Tre indåndinger og en langsom udånding.
Johnny er 15 år og statist i alle livets forhold. Både i forhold til vennen Marcus, når han lytter til moderens evige tale om sin sygdom, eller når han agerer figurant for hjemmeværnet i skoven ud fra faderens manuskript. Og selvom Johnny får det fysisk dårligt af at spille død og såret, så fortsætter han.
Men da livet presser sig på, og Johnny står med et gevær i Sverige til «Store Nordiske Terroristtræf», er han fristet til at ændre i faderens manuskript …
