Adfærdsøkonomi

Når et tab forvolder mere smerte end en tilsvarende gevinst, kaldes det tabsaversion.

Vi oplever altså livet som forandringer, vi har en aftagende følsomhed over for både gevinster og tab, og tab svider mere, end gevinster af en lignende størrelse behager.

Det at vi oplever aftagende følsomhed over for ændringer fra tingenes tilstand, belyser endnu et grundlæggende menneskeligt træk – et af de tidligste resultater inden for psykologien – kendt som Weber-Fechners Lov. Den hævder, at den lige akkurat synlige forskel på enhver variabel er proportional med størrelsen af denne variabel. Hvis jeg tager tredive gram på, lægger jeg ikke mærke til det, men hvis jeg køber friske krydderurter, er forskellen på tres og halvfems gram tydelig. Psykologerne taler om en skelnetærskel (just noticable difference, eller JND). Hvis du gerne vil imponere en forsker i psykologi, skal du bare bruge det udtryk i din smalltalk til en reception. (“Jeg valgte det lidt dyrere lydanlæg til min nye bil, fordi prisforskellen lå under skelnetærsklen.”)

Folk opfatter livet som ændringer, ikke niveauer. Det kan dreje sig om ændringer i forhold til tingenes tilstand eller i forhold til det forventede, men uanset den skikkelse, de antager, er det ændringer, der gør os lykkelige eller ulykkelige

Når vi har vænnet os til vores omgivelser, ignorerer vi dem typisk.

Hvis jeg skulle træffe en vigtig beslutning – om jeg skulle omlægge mit huslån eller investere i en ny virksomhed – ville jeg bestræbe mig på at træffe beslutningen i henhold til teorien om forventet nytteværdi, præcis som jeg ville benytte Pythagoras’ læresætning til at udregne højden på vores trekant af jernbaneskinner. Teorien om forventet nytteværdi er den rette måde at træffe beslutninger på.
Med prospektteorien ville Kahneman og Tversky komme med et alternativ til teorien om forventet nytteværdi, der ikke foregav at være nogen nyttig vejledning til rationelle valg; derimod ville den være god til at forudsige de faktiske valg, rigtige mennesker træffer. Det er en teori om rigtige menneskers adfærd.

På samme måde antager teorien om dannelse af menneskelig kapital11 (human capital formation), der først blev fremført af økonomen Gary Becker, at folk vælger den uddannelse, de vil have, og hvor meget tid og hvor mange penge de skal bruge på at tilegne sig disse færdigheder, ved korrekt at forudberegne, hvor mange penge de kommer til at tjene (og hvor sjovt de får det) i deres karriere derefter. Der er kun meget få elever på gymnasie- og universitetsniveau, der foretager en omhyggelig analyse af disse faktorer. I stedet for læser folk det fag, de synes bedst om, uden at tænke over, hvilken slags tilværelse det fører til.

Mennesker har begrænset tid og hjernekapacitet. Derfor bruger de enkle tommelfingerregler – heuristik – som hjælp til at foretage skøn. Et eksempel ville være ‘tilgængelighed’. Antag, at jeg spørger dig, om Dhruv er et almindeligt navn. Hvis du kommer fra et vestligt land, vil du højst sandsynligt sige nej, men det er faktisk et helt almindeligt navn i Indien, et land med en masse mennesker, så på verdensplan er det faktisk et temmelig almindeligt navn. Når vi skal gætte på, hvor ofte noget forekommer, spørger vi typisk os selv om, hvor ofte vi kan komme i tanker om den slags. Det er en fin tommelfingerregel, og i det samfund, man selv lever i, vil det være et godt fingerpeg om et givet navns hyppighed, hvor nemt det er at komme i tanker om, at man har mødt andre med det navn. Men reglen kan ikke bruges i de tilfælde, hvor forekomsten af en bestemt begivenhed ikke er tæt forbundet med, hvor nemt det er at huske på eksempler (som for eksempel Dhruv). Det illustrerer den vigtige pointe i artiklen, og det var den, der fik mig til at ryste på hænderne, mens jeg læste: Når folk benytter sig af den slags heuristik, får det dem til at begå forudsigelige fejl. Det var grunden til, at artiklens undertitel var heuristik og bias. Forestillingen om forudsigelige bias blev en ramme for mine tanker, der indtil da havde været et forvirret rod.

Vi endte med at skrive en artikel sammen på grundlag af min afhandling, og vi kaldte den selvfølgelig ‘Værdien af at redde liv’. Den amerikanske regering benytter sig stadig af ajourførte udgaver af de tal, vi nåede frem til dengang, i deres cost-benefit-analyser. Den gældende vurdering ligger på omkring otte millioner dollars pr. reddet liv.

Jeg kaldte dette fænomen for ‘ejerskabseffekten’ (endowment effect), for som økonomer siger, er det, man har, ens ejerskab, og jeg var faldet over noget, der tydede på, at folk satte større pris på noget, der allerede var en del af det, de ejede, end på noget, der kunne være en del af det, de ejede, og som var til rådighed, men som de endnu ikke ejede.