På sporet af den tabte tid 1

I Combray blev mit soveværelse det faste punkt, hvorom alle mine tanker smerteligt kredsede; det begyndte altid hen på eftermiddagen, længe før jeg skulle op i seng uden at kunne sove, langt borte fra moder og bedstemoder. For at distrahere mig de aftener, hvor man fandt, jeg så alt for ulykkelig ud, havde man ganske vist fundet på at oplive mig med en laterna magica, som man satte over min lampe, indtil der skulle spises til middag; og ligesom gotikens første arkitekter og mestre i glaskunsten forvandlede denne lampe væggenes dunkelhed til en æterisk regnbuedragt, hvor mangefarvede, overnaturlige syner og skikkelser viste sig som på en flimrende og kun i øjeblikket synlig kirkerude. Men min bedrøvelse blev kun forøget derved, fordi denne forandrede belysning ødelagde det kendte billede af mit værelse, som vanen — når jeg undtager den lidelse, det var mig at gå i seng - ef

klæde mig om til middag, øjner jeg på hjemvejen langt borte fra, gennemstrømmet af lampens skin, det eneste lille

Vor sociale personlighed skabes af de andres tanker. Selv den så simple handling at se en person, vi kender, er til dels en intellektuel handling. Vi udfylder den ydre form af det væsen, vi ser, med alt, hvad vi overhovedet véd om ham, og i det helhedsbillede, vi danner os, har disse forestillinger sikkert mest at betyde. De følger til slut så fuldkomment kindernes runding, næsens linie, bidrager til så fin en nuancering af stemmens klang, som om denne kun var et gennemsigtigt hylster, at det bliver disse forestillinger, som vi genfinder og hører hver eneste gang, vi ser dette ansigt og hører denne stemme.