Familien Winther

Cecilia vidste, at der var mange, som var spændt på det elektriske lys.

Til før Christian

Men Christian og Ellinor havde ikke været gift i mere end bare et par måneder. – Det er virkelig svært at give gode råd, Christian.

Cecilia strøg hende over håret. – Bedstefar har det ikke så godt for tiden. Rejsen var simpelthen for lang.
– Måske bør du rejse over til dem i stedet, mor? Hvis bedstefar er syg, så …
– Luften er lidt tung herinde, er den ikke? Du burde virkelig åbne et vindue … Cecilia gik over til vinduet, åbnede det og satte krogen i, så det ikke kunne flyve op. Ude i horisonten truede blygrå skyer. Hun håbede virkelig, at Fredrik havde husket sin regnjakke. Hun børstede en død flue væk fra vindueskarmen. Det var sværere at tænke på faren nu, hvor det havde haft lidt tid til at synke ind. Tænk, hvis han døde, uden at hun fik sagt farvel. Kunne hun leve med det? Samtidig gjorde tanken om at rejse tilbage til Oaktree Manor hende dårlig, selv hvis det bare var for et kortere besøg.
Da Cecilia vendte sig om mod Rose, virkede datteren allerede lidt gladere. Hun bladrede opslugt i et modeblad. Cecilia ville aldrig blive klog på sin datter. Rose var spinkel, men samtidig så stærk. Sød som honning, men med en tunge, der kunne være skarp som en kniv. Hun var en karrusel af følelser.
Cecilia blev vemodig. Havde børnene ikke været små for bare et øjeblik siden? Hun havde ikke tænkt over det før i år. Årene med småbørn var gået så hurtigt. Hun havde næsten ikke opdaget, at de var gået fra at være små, buttede børn til unge, voksne mennesker med egne viljer og deres meningers mod. Det var først, da Christian og Ellinor havde giftet sig i vinters, at virkeligheden indhentede hende. Tiden fløj ubarmhjertigt afsted, og der var intet, hun kunne gøre for at standse den. Børnene havde ikke brug for hende længere. Hendes eneste ønske var nu, at alt skulle være, som det altid havde været. Det var som at kæmpe mod vindmøller. Hvorfor ville hun holde på dem? Var det i virkeligheden sig selv, hun var bange for at miste? For hvad var der tilbage, når børnene var flyttet ud? Hun havde Karl. Men børnene var hende. Livet selv.
Hvad var hun uden dem?

Ilden, den … Han støttede sig til vindueskarmen og pressede knytnæven mod munden.