Det Splintrede hav 3 – Den halve krig

Det er problemet med at gøre sig selv så hård: Hvis der først går hul på én, kan man ikke lukke det igen

Men hemmeligheden ved at bevare sin autoritet er kun at udstede ordrer, som man véd bliver efterkommet

Husk: At have magt betyder, at man altid har den ene skulder i skyggen.“

de gnister, som ét menneske slår af et andet.

åben krig med ham, er der ikke noget, du kan gøre. Jeg bliver, og så er dén ikke længere.“
„Så bliver jeg også.“ Moder Owd sukkede. „En helbreders plads er blandt de sårede. En rådgivers plads er ved sin dronnings side.“
Skara mærkede en bølge af taknemmelighed, som næsten fik hendes øjne til at løbe i vand. Det var måske ikke de vejledere, hun selv ville have valgt, men nu ville hun ikke bytte dem for nogen som helst andre. „Ganske vist tog guderne min bedstefader,“ Skara lagde den ene arm om Moder Owd og den anden om Blå Jenner og knugede dem ind til sig, „men i stedet sendte de mig to støttepiller.“
Moder Owd så skeptisk ned ad sig selv. „Jeg er vist lidt lavstammet af en pille at være.“
„Men du støtter mig alligevel på beundringsværdig vis. Og nu kan I gå.“ Skara skubbede dem hen mod fæstningen. „Vælg de krigere, der kan sparke Smukke Yilling allerhårdest i nosserne.“
„Det skal vi nok, min dronning,“ lo Blå Jenner. „Vi tager dém med de tungeste støvler.“
Skara blev stående i græsset sammen med Raith. Fuglene kvidrede stadig. Råbene fra arbejderne i voldgraven svævede hen til dem. Brisen hviskede i græsset. Skara så sig ikke til siden. Men hun nød, at han var der, ved hendes skulder.

I den lange tavshed, der fulgte, lød selv små lyde som tordenrumlen. Tømmerets knagen under Raiths støvler. Brodsøerne, der brødes på stranden. Den sagte hvislen, da Blå Jenner gned sine barkede næver mod hinanden. En sidste dæmpet bøn til Moder Krig. Årer, der knirkede i deres huller. Og en måges hæse skrig, da den svingede ned over skibene og videre mod syd.