Skyggejægeren

fregnerne bliver trukket sammen som fisk i et net.
”Ja, tak,” siger hun. ”Gerne.”
Da

mennesker er ikke andet end dyr. Vi udøver magt over alle, der udgør en trussel, fordi vi kan, og vi vil. Uanset om vi er mænd eller kvinde

ham Pekka, og fru Lagerman, sekretæren.
Fagerberg nævner ikke nogens fornavne, hvilket får Britt-Marie til at antage, at tidens mere uformelle tiltaleformer sandsynligvis er gået hans næse forbi.
Fru Lagerman ser ud til at være omkring de halvtreds. Hun er klædt i en polo og en gul vestekjole med bredt bælte. Håret er touperet og sat op i en gammeldags frisure, der får Britt-Marie til at tænke på sin mor. På næsetippen balancerer et par store briller med brunt stel.
Længere nede ad gangen er der yderligere tre kontorer. Men efterforskerne, der alle er mænd, er ikke til stede for øjeblikket.
Til

n siger ikke farvel til dem.
Da hun åbner døren for at gå ud i trappeopgangen, er der en, der griber fat i hendes arm. Det er fru Lagerman.
”Du skal ikke tage dig af mændene,” siger hun, smiler mildt i fælles forståelse og skubber de store briller lidt længere op på næsen. ”De vil vel bare lære hinanden lidt bedre at kende. Og de har jo sådan et hårdt job, tænk på al den elendighed, de ser.”
Hun holder en pause og fortsætter så:
”Fagerberg er ikke så håbløs, som han virker. Og Krook kan være vældig hyggelig, når han er i det humør.”
Britt-Marie forsøger at smile, men munden føles tør, og kvalmen lurer li