Den syvende dag

“Den der forstår at tie, han bliver rig.”

Arbejdet som stationsmedarbejder var derimod langt mindre stressende, men det manglende ansvar fik ham ofte til at føle, at han spildte sine evner.

Dengang havde der været skove, bambus, vandhuller, og jeg løb omkring med mine fætre og skød efter spurvene med en slangebøsse, eller vadede rundt i vandkanten med opsmøgede bukser og fangede smårejer.

Jeg fortalte ham, hvordan jeg altid kunne høre ham snorke, når jeg vågnede om natten. Men nogle gange skete det, at jeg vågnede til stilhed, og så begyndte jeg at græde, bange for at han var død. Jeg ruskede ham, ruskede, til han vågnede, og når han satte sig op, smilede jeg lettet og lykkelig gennem tårerne. Han var levende.

Snefnuggene daler stadig omkring mig, tågen indhyller stadig byen, jeg går stadig fremad, går længere og længere ind i udmattelsen, jeg vil sætte mig, og jeg sætter mig ned. Jeg ved ikke, om jeg sidder på en stol, eller om det er en sten. Min krop svajer som en alt for tungt lastet pram i bølgende vand.