Døden På Museet

Han havde talt mildt til de opskræmte dyr, havde fået dem ind i anhængeren med engleblid tålmodighed, og da han til sidst vendte sig om mod Romilly med en høflig forespørgsel til hendes middagsplaner for den pågældende aften, var hun solgt til stanglakrids.

ville ikke have troet, du var typen

hvide Fiat 500 og kommer hjem klokken seks om aftenen, lige når Danforth er i fuld gang med aftenens fodring. Ofte går hun ud igen om aftenen, efter sigende for at “netværke” til forskellige fester i kunstneriske kredse. Danforth spiser som regel aftensmad sammen med staldknægtene. Når Romilly er hjemme, spiser hun foran fjernsynet sammen med Randolph. Hun kommer langt bedre ud af det med Randolph, end Danforth gør. “Han tager bare en pause,” siger hun, når han bringer deres eneste søn på bane. “En pause? Han er sgu da ikke skuespiller.” “Det bliver han måske,” parerer Romilly. “Han overvejer at tage et kursus.” Så tramper Danforth ud til hestene, fuld af væmmelse. Et kursus er bare et andet ord for “arbejdsløs” efter hans mening.
Så Romilly er ude at diskutere franske film eller italiensk vin et sted (Danforths forestilling om disse begivenheder baserer sig på de blade, hans barnepige læste i 1950’erne), og Danforth vender og drejer sig i den ældgamle dobbeltseng, der engang har været hans forældres. Han står op, går på toilettet, drikker noget vand, prøver at recitere stamtavler i hovedet. Huset er stille; en gang imellem kan han høre et tramp eller et vrinsk fra