Hannah Arendt og pædagogikken

Dømmekraften er nemlig en proces, hvor vi på den ene side er i færd med at bejle til den offentlige mening, men samtidig på den anden side er i færd med at danne vores identitet.

Det er en deliberativ proces, hvor vi finder frem til, hvilke præferencer vi har både i kulturel og politisk forstand.

Når vi opgiver vores egne snævre interesser og ikke forsøger at bøje naturen eller andre for vores vilje, kan det særlige politiske rum, hvor vi kan komme til syne og handle i fællesskab, opstå.

Hver gang vi tænker, er vi nemlig tvunget til at konfrontere vores tidligere slutninger.

Dette kan det gøre, fordi tænkningen åbner et hul i tiden, hvor menneskene kan trække sig ud af tidens strøm og dermed betragte verden udefra.46 Det er et særligt rum, hvor vi kan betragte fortiden og skue ud i fremtiden, mens disse to kræfter kæmper om overherredømmet.

Den leverer de billeder af fremtiden, som viljen kan stræbe efter, og den leverer de billeder af fortiden, som dømmekraften skal tage stilling til.

Tænkningen har dog en vis autoritet i den forstand, at det er den, der leverer billederne, som de to andre aktiviteter baserer sig på.

Det er dog et radikalt ubestemmeligt ideal, som ikke kan bindes op på bestemte kompetencer, læringsformer eller fornuftsprincipper, men derimod fordrer en bestemt form for omgang med verden og en særlig forholden sig til eller væremåde over for børnene for læreren og pædagogen i det særlige rum, som uddannelse og pædagogik udgør i de menneskelige anliggender.

Vi må indrette pædagogikken og uddannelsen på uforudsigelighedens præmis og kan derfor holde det politiske adskilt fra pædagogikken i den forstand, at friheden i Arendts forståelse er et grundvilkår og bundet til nataliteten og ikke til en bestemt form for politisk eller moralsk udformning af menneskene eller samfundet.

Et menneskes identitet viser sig i handlingen, og vi kan aldrig selv forudsige resultatet af handlingen.