Pilot for dit barn – En guide til forældre

t barn med forældre, der ikke tager ansvar, vil på et tidspunkt selv tage ansvaret på sig. Men først vil barnet prøve at gøre forældrene opmærksomme på, at det ikke skal have det ansvar. Barnet vil enten være meget væk hjemmefra, eller det vil være konfliktsøgende. Det er barnets måde at fortælle forældrene: ”Det her er ikke mit ansvar.”
Hvis det ikke lykkes barnet at ”råbe” forældrene op, vil det begynde at påtage sig ansvaret, og det vil også begynde at føle, at det er dets egen fejl, når tingene går galt. Følelsen kan på længere sigt være skadelig for barnets selvværd, fordi det begynder at føle sig som et stort fjols, når noget ikke går, som det skal. Det er ikke længere far og mor, der er dumme, men barnet selv. Den følelse kan føre til, at barnet kommer til at mistrives og måske ligefrem udvikler diagnoselignende symptomer på grund af overbelastning, hvis det står på længe nok.
I min praksis havde jeg på et tidspunkt en pige på 10 år, der led af voldsom angst, tvangstanker og tvangshandlinger. Hun kunne ikke blive afleveret i skolen, uden at hun skreg og græd, når moren skulle gå, og hun stak af og løb efter moren, når hun gik. Pigen var bange for, at moren skulle komme ud for noget, så hun besad hende fuldstændig, også når de kom hjem. Moren kunne ikke gå til noget, hun kunne ikke forlade hjemmet, og pigen skulle mindst 10 gange i løbet af en dag forsikre hende om, at hun elskede hende, og moren skulle love, at der ikke skete hende noget. I håb om at dæmpe pigens angst havde forældrene givet hende en mobiltelefon,

Jeg anbefaler altid masser af struktur og planlægning, for det er der ingen, tager skade af, og man kan ikke overgøre det.

Og når forældrene siger det, er det meget vigtigt, at de har øjenkontakt med barnet, og at stemmeføringen og kropssproget hænger sammen. De skal udstråle: ”Jeg har så brede skuldre, at det er ligegyldigt, hvad du gør nu, så bliver der ikke ændret på det. Du må gerne prøve, og jeg forstår godt, hvis du bliver vred og tosset, men det bliver ikke anderledes.” Så har de gjort tre vigtige ting:

De har været piloter

De har rummet barnets vrede og frustration

Og de har taget ansvaret for beslutningen.

Jeg vil indledningsvis kaste død og skam over dårlig samvittighed, ligesom jeg også altid gør, når jeg indleder et samarbejde med forældre om deres barn. Forældre støder nemlig altid på nogle ting, de kunne have gjort anderledes. Men det er slet ikke hensigten, at forældre skal få dårlig samvittighed, hverken når vi taler sammen, eller når de læser bogen. Den kan ikke bruges til noget konstruktivt, og forældre gør aldrig med vilje noget, der kan skade deres barn. Fokuser i stedet på, hvad I måske kan gøre anderledes i fremtiden.

Børnene gør oprør, de prøver at fortælle os, at de har brug for tid, nærvær og styring. At de har brug for at blive inddraget og gøre en forskel. At de har brug for, at de voksne tager ansvaret, så de selv kan få lov at være børn. At de har brug for forældre med store, stærke, brede skuldre.

Børn har brug for tydelige forældre, der viser vejene. Piloter, der styrer, lytter og navigerer

Børnene gør oprør, de prøver at fortælle os, at de har brug for tid, nærvær og styring. At de har brug for at blive inddraget og gøre en forskel. At de har brug for, at de voksne tager ansvaret, så de selv kan få lov at være børn. At de har brug for forældre med store, stærke, brede skuldre.

Børn har brug for tydelige forældre, der viser vejene. Piloter, der styrer, lytter og navigerer.

Forældre skal kunne indtage andre roller end forældrerollen, selv om de er sammen med deres børn. Selvfølgelig ikke hele tiden, men de skal kunne være sammen med børnene, uden at det hele tiden er på børnenes præmisser. På den måde lærer de også deres børn, at det er i orden at sige fra.

Barnet skal ikke bestemme samværsordningen. Forældrene skal i stedet sammen finde ud af, hvad der er bedst for barnet,

t barn skal ikke afleveres i opgangen eller sættes af i indkørslen, fordi forældrene ikke kan tale sammen. Barnet skal afleveres ordentligt, og det er forældrenes ansvar at gøre det, og det skal de kunne.

fremme følelsen af, at flokken passer på hinanden. Næste gang er det måske Idas storebror, der har det svært