Lamento

med ét havde livet et formål, hvor det, indtil vi sagde “ja” og “ja”, havde været det formålsløse, der var livet

selvforglemt, lysende lykkelig, uset af mig selv sidder jeg her ved det lille bord med fingrene dybt inde i sproget,

Jeg husker ikke, at vi nogensinde vendte tilbage, men en junimorgen ankommer min far i sin lille mørkeblå bil, og jeg står på fortovet neden for lejligheden i det skarpe nordiske lys og venter i hvid kjole og højhælede sandaler og et natblåt silkebånd skjult højt oppe under kjolen på mit nøgne lår, intet brudeslør, men den smukkeste krans af flettede ranker og hvide blomster, helt enkel, jeg sætter mig ind, og vi kører gennem byen og over broen til Christianshavn, og det er som en drøm, da han tager mig under armen og fører mig gennem våbenhuset og op ad midtergangen mod alteret, hvor præsten og den unge mand, der skal blive din far, står og venter os, han i et lysebrunt jakkesæt med lidt for store flipper og en skinnende grøn skjorte, der står åben i halsen, og kirken er ikke en kirke, men et barokt teater med balkoner og loger bag glas, men jeg ser det ikke og heller ikke gæsterne, der flyder sammen i en tåge og knap kan høre min stemme, da jeg bekræfter mit ja, ja, jeg vil tage ham, der nu står ved min side, og med ham vandre gennem livet i medgang og modgang, og det er alt sammen bare teater, hans forestilling om endnu et sublimt øjeblik uden for tiden, og jeg tror ikke på nogen Gud, og mennesket, der hænger bag præsten på sit kors, udtæret og lidende, minder mig nu mere end tyve år senere bare om ham i hans allermest usle øjeblikke, ensom og sammenbidt fortæret af sin forbandede vilje og vægring mod livet og alt, hvad der er almindeligt og ødselt og i modsætning til Gud giver mening, men jeg så det ikke, jeg så ingenting, jeg var ude af mig selv af lykke