Hallo – er der hul igennem

En fireårig dreng har ganske enkelt ikke synapser og myelin nok derinde til at holde fast i ret mange digitale input.

PRØV eventuelt at sende beskeden via højre hjernehalvdel ved at gøre den konkret: Tag billeder af hverdagens gøremål, og hæng dem op, find på små sange eller remser om, hvad der nu skal ske, tegn, demonstrér … Måske hjælper det.

Hukommelsen i højre hjernehalvdel har i hvert fald en betydelig større kapacitet end hukommelsen i venstre. Hos begge køn. Også hos voksne

De husker nemlig ikke for godt, de små i børnehaven. I tindingelapperne sidder grundlaget for hukommelsessystemet, og det begynder først nu så småt at myelinisere. Hidtil har det sansede kun opholdt sig midlertidigt (3-4 minutter max) i korttidshukommelsen midt i hjernen og hen over øjnene. Hurtigt ind – hurtigt ud.

“Tag dine overtræksbukser på,” siger mor. Det er tredje gang, og Peter har da også beredvilligt svaret “ja!” alle tre gange. Han ska’ da nok … Men der sker ikke rigtig noget, eller rettere: Der sker alt muligt andet

"I børnehaven styrer pigerne stort set det sociale liv, mens drengene går lidt ensomme rundt, men det skifter ved seks-syv år. Så danner drengene nærmest ‘bander', hvorimod pigerne laver små, intime venindesymbioser" … "Jeg synes, vi skal være glade for, at piger leger som piger og drenge som drenge. Da der er talent knyttet til kønnet, er der på længere sigt store muligheder i samarbejde kønnene imellem"

Når vi ser førskolepigerne spankulere rundt på børnehavens legeplads – koste rundt med drengene og instruere rollelege, kan det være svært at fatte, at sådan nogle små, selvtilstrækkelige prinsesser nogensinde kan få behov for mere selvværd. For det er pigerne, der tager teten, giver den som legeinstruktører og styrer rollelegen. De behersker sproget bedst, og deres veludviklede hjerner giver dem det bedste overblik. Men pigernes præferencer er uigennemskuelige. Deres magtspil skjulte. Og deres selvværd skrøbeligt, fordi det hele tiden bliver sat på spil.

det er især præstationer, der giver status i drengegruppen.

Så fortæl endelig barnet, hvad der er rører sig, når en krise truer, men gør det simpelt og gentag pointen. Så kan både store og små følge med, blive lidt klogere på livet og stærkere til næste gang…’

Desværre virker denne udmærkede mekanisme også på vigtige beskeder som ‘der er FORBUDT at vippe på stolen!’ eller ‘pas på ovnen’. De skal gentages, hvis de skal hænge ved. Mange gange. Med fuld øjenkontakt. Og gerne kropskontakt.

Klar besked om, hvad der er ved at ske, hvad det kommer til at betyde i hverdagen – det har alle børn krav på. Store som små.

Der findes kun én medicin mod sådan nogle vrangforestillinger: En rolig, fornuftig snak. Helst flere. God tid med en kærlig voksen, der kan lytte og forklare i øjenhøjde, mane skyldfølelsen i jorden uden at sende aben videre til far eller mor.