Enten-Eller

Personligheden har da det etiske ikke udenfor sig, men i sig, og det bryder frem af dette Dyb. Det gælder da, som sagt, om at den ikke i en abstrakt og indholdsløs Stormen tilintetgør det konkrete, men assimilerer sig det. Da det etiske saaledes ligger dybest i Sjælen, saa falder det ikke altid i Øjnene, og et Menneske, der lever etisk, kan gøre aldeles det samme som den, der lever æstetisk, saaledes, at det længe kan skuffe; men til sidst kommer der et Øjeblik, hvor det viser sig, at den, der lever etisk, har en Grænse, som den anden ikke kender. I denne Forvisning om, at hans Liv er anlagt etisk, hviler Individet med tryg Sikkerhed og plager derfor ikke sig selv og andre med spidsfindig Ængstelighed over dette eller hint. At nemlig den, der lever etisk, har et helt Spatium for det indifferente, finder jeg ganske i sin Orden, og det er netop en Veneration for det etiske, at man ikke vil tvinge det ind i enhver Ubetydelighed. En saadan Stræben, der altid mislykkes, finder man ogsaa kun hos dem, der ikke have Mod til at tro paa det etiske, og som i dybere Forstand mangle indre Sikkerhed. Der gives Mennesker, hvis Pussillanimitet man netop kender derpaa, at de aldrig kunne blive færdige med det totale, fordi dette netop for dem er det mangfoldige, men disse ligge ogsaa udenfor det etiske, naturligvis ikke af nogen anden Grund end formedelst Villiens Svaghed, der som al anden Aandssvaghed kan betragtes som en Art Afsindighed. Saadanne Menneskers Liv gaa op i at afsie Myggen. De have hverken Forestilling om det etiskes skønne og rene Alvor, eller om det indifferentes sorgløse Glæde. Dog er naturligvis det indifferente for det etiske Individ detroniseret, og han kan hvert Øjeblik sætte det Grænse. Saaledes tror man ogsaa, at der er et Forsyn til, og Sjælen hviler trygt i denne Forvisning, og dog vilde man ikke falde paa at forsøge at gennemtrænge enhver Tilfældighed med denne Tanke, eller hvert Minut at blive sig denne Tro bevidst. At ville det etiske uden at forstyrres af det indifferente, at tro paa et Forsyn uden at forstyrres af Tilfældighed, er en Sundhed, der kan erhverves og bevares, naar et Menneske selv vil det. Ogsaa i denne Henseende gælder det om at se Opgaven, at denne, for saa vidt et Menneske har Tilbøjelighed til saaledes at adspredes, er den, at gøre Modstand, at holde det uendelige fast, og ikke at rende med Limstangen.

Det etiske Individ har da ikke Pligten udenfor sig, men i sig; i Fortvivlelsens Øjeblik kommer dette til Syne og arbejder sig nu frem gennem det æstetiske i og med dette. Om det etiske Individ kan man sige, at han er som det stille Vand, der har den dybe Grund, hvorimod den, der lever æstetisk, blot er overfladisk bevæget. Naar derfor det etiske Individ har fuldendt sin Opgave, har stridt den gode Strid, saa er han kommen dertil, at han er bleven det eneste Menneske, det vil sige, at der er intet Menneske saaledes som han, og tillige, at han er bleven det almene Menneske. At være det eneste Menneske, er i og for sig ikke noget saa stort, thi det har ethvert Menneske tilfælles med enhver Naturfrembringelse; men at være det saaledes, at han deri er det almene, det er den sande Livskunst.

Den, der lever æstetisk, han er det tilfældige Menneske, han tror at være det fuldkomne Menneske derved, at han er det eneste Menneske; den, der lever etisk, arbejder hen til at blive det almene Menneske. Naar saaledes et Menneske er æstetisk forelsket, saa spiller det tilfældige en uhyre Rolle, og det er ham af Vigtighed, at der er ingen, der har elsket saaledes, med de Nuancer, som han; naar den, der lever etisk, gifter sig, realiserer han det almene. Derfor bliver han ingen Hader af det konkrete, men han har et Udtryk mere, dybere end ethvert æstetisk Udtryk, idet han i Kærligheden ser en Aabenbarelse af det almenmenneskelige. Den, der lever etisk, har da sig selv som sin Opgave. Hans Selv er som umiddelbart tilfældigt bestemt, og Opgaven er den, at sammenarbejde det tilfældige og det almene.