Hold da kræft mand

Hvad gør man ikke for et godt nytårsknald?

elt ihjel i et stykke tid, så når jeg er mest sarkastisk, plejer jeg at sige, at i forbindelse med prostatakræft er kemoterapien det middel, der lige netop sikrer dig tid nok til at skrive dit testamente færdigt.

Der er en hjerteskærende forskel på at få at vide, at du har en kræftform, som lægerne mener, der er en chance for at helbrede, og så at få at vide, at du nu er ramt af uhelbredelig kræft. En afgrund til forskel. Og den afgrund styrtede jeg direkte ned i den dag.

For hvis stigningen fortsætter tre på hinanden følgende gange, begynder lægerne for alvor at mistænke kræften for at have spredt sig til resten af kroppen.
Dertil nåede vi desværre, og det, jeg erindrer tydeligst, fra tiden efter at stigningen begyndte, til lægen besluttede, at kræften havde spredt sig, var en stadig stigende angst. Og nu var det ikke længere mit sexliv, jeg frygtede. Den del af livet var ligesom lagt hen, hvor den nu skulle være. Det var for selve mit liv.

Det var på godt jysk slet ikke så ringe endda.

Denne del af min fortælling handler om min operation og den efterfølgende behandling, som på mange måder var det sværeste forløb i min historie.
Fordi det viste sig, at jeg var en af de 20 procent og ikke de 80.

Under alle omstændigheder tror jeg, at en masse af de følelser, jeg gik igennem både inden og efter indgrebet, er helt generelle, og derfor tillader jeg mig at skrive videre og tro på, at jeg har noget at fortælle alle, der er ramt af prostatakræft og frygter for fremtiden, og dem, som føler sig nær dem.

Der endte jeg så igen i et venteværelse sammen med en hel del ældre herrer og en række pjecer om inkontinens, kræft i blæren, problemer med forstørret prostata, prostatakræft og andre lignende festlige emner for os medlemmer af natpissernes klub.