Før jeg forsvinder

Når du kommer til et af de mange tidspunkter i dit liv, hvor du skal stå til regnskab og gøre rede for dig selv, for hvad du har været, for hvad du har gjort, og for hvad du har betydet for verden, beder jeg dig om ikke at undervurdere, at du har fyldt en døende mands dage med glæde, en glæde, som var fremmed for mig i alle mine forudgående år, en glæde, som ikke hungrer efter mere, men hviler i sig selv, mæt og tilfreds.

Jeg tror ikke på børnenes visdom, ej heller på visdommen hos de gamle. Der er et øjeblik, et kardinalpunkt, hvor de samlede erfaringers sum bliver slidt ned af levet liv. Vi bliver aldrig klogere, end vi er, når vi lever i dét øjeblik

Graham Greene sagde engang, at livet leves i de første tyve år, og at resten bare er refleksioner over det.

Men pa‍­ra‍­dok‍­set lig‍­ger i, at den vi‍­den‍­ska‍­be‍­li‍­ge me‍­to‍­de er skabt af men‍­ne‍­sker og der‍­for ikke kan opnå evig‍­gyl‍­dig sand‍­hed. Vi op‍­byg‍­ger vi‍­den‍­ska‍­be‍­li‍­ge te‍­o‍­ri‍­er for at or‍­ga‍­ni‍­se‍­re og ma‍­ni‍­p‍­u‍­le‍­re med ver‍­den, for at re‍­du‍­ce‍­re fæ‍­no‍­me‍­ner til over‍­sku‍­e‍­li‍­ge en‍­he‍­der. Vi‍­den‍­ska‍­ben er ba‍­se‍­ret på re‍­pro‍­du‍­cer‍­bar og frem‍­sat ob‍­jek‍­ti‍­vi‍­tet. Hvor stærk den end er i sin evne til at frem‍­sæt‍­te på‍­stan‍­de om stof og ener‍­gi, gør det også vi‍­den‍­ska‍­be‍­lig viden umu‍­lig at ap‍­pli‍­ke‍­re på det men‍­ne‍­ske‍­li‍­ge livs ek‍­si‍­sten‍­ti‍­el‍­le og in‍­stink‍­ti‍­ve natur, som er unik, sub‍­jek‍­tiv og ufor‍­ud‍­si‍­ge‍­lig. Det kan godt være, at vi‍­den‍­ska‍­ben an‍­vi‍­ser den bed‍­ste måde at or‍­ga‍­ni‍­se‍­re em‍­pi‍­risk re‍­pro‍­du‍­cer‍­bar data på, men dens magt til at gøre det er be‍­tin‍­get af dens mang‍­len‍­de evne til at for‍­stå de vig‍­tig‍­ste aspek‍­ter af men‍­ne‍­ske‍­li‍­vet, aspek‍­ter som håb, frygt, kær‍­lig‍­hed, had, skøn‍­hed, mis‍­un‍­del‍­se, ære, svag‍­hed, stræ‍­ben, li‍­del‍­se og dyd.

Men pro‍­ble‍­met stod snart klart: At gøre vi‍­den‍­ska‍­ben til me‍­ta‍­fy‍­sik‍­kens dom‍­mer er ikke bare at ude‍­luk‍­ke Gud fra ver‍­den, men også at ude‍­luk‍­ke kær‍­lig‍­hed, had og det me‍­nings‍­ful‍­des mu‍­lig‍­hed – det er at fo‍­re‍­stil‍­le sig en ver‍­den, som selvsagt ikke er den ver‍­den, vi lever i. Der‍­med ikke sagt, at troen på det, som giver livet me‍­ning, er det samme som at tro på Gud. Men hvis man mener, at vi‍­den‍­ska‍­ben ikke kan in‍­de‍­hol‍­de Gud, må man næ‍­sten også kon‍­klu‍­de‍­re, at vi‍­den‍­ska‍­ben ikke kan in‍­de‍­hol‍­de det me‍­nings‍­ful‍­de, og der‍­for kan livet i sig selv hel‍­ler ikke have nogen me‍­ning. Med andre ord har de ek‍­si‍­sten‍­ti‍­el‍­le på‍­stan‍­de ingen vægt – og al viden er vi‍­den‍­ska‍­be‍­lig viden.

Uanset om man er perfekt, bliver verden det aldrig. Hemmeligheden er at vide, at kortene er pakket, at man vil tabe, at ens hænder og dømmekraft nogle gange vil svigte, men alligevel blive ved med at kæmpe for at vinde, for patienternes skyld. Man kan ikke opnå perfektion, men man kan tro på et ideal, som man uophørligt stræber imod.

kvinde, som var ved at komme sig oven på en hjerteoperation: »Er du sulten? Hvad har du lyst til at spise?«

»Hvad som helst,« svarede hun. »Jeg er hundesulten.«

»Hvad siger du så til hummer og steak?« Han tog telefonen og ringede til sygeplejerskerne. »Min patient skal have hummer og steak – med det samme!« Idet han vendte sig om mod patienten igen, sagde han med et smil: »Det er på vej, men det kan godt være, det ligner en sandwich med kalkun.«

I forbindelse med hendes dødbringende slagtilfælde erindrede Nuland Thomas Brownes Religio Medici: »Med hvilken strid og smerte vi kommer ind i verden, ved vi ikke, men det er som regel ikke let at komme ud af den igen.«

Efter at have læst bogen, som du nu skal til at læse, må jeg tilstå, at jeg følte mig utilstrækkelig: Der var en ærlighed, en sandhed, i hans skrift, som overrumplede mig.

Lucy hentede mig i lufthavnen, men jeg ventede med at sige noget, til vi var kommet hjem. Vi sad på sofaen, og da jeg fortalte hende det, var hun allerede klar over det.