Viktor Frankl

kærlighedens dybeste intention er ikke rettet mod et menneskes legemlige eksistens, men mod det elskede menneskes åndelige væsen, dets „essens“ (som filosofferne kalder det); dette gælder i så høj grad, at det ikke længere er et spørgsmål om dette menneskes „eksistens“, det, at det er her hos mig, ja, ikke engang om dets legemlige tilværelse, det, at det er i live.

aldrig nogen sinde gælder det, vi endnu kan vente os af livet, men udelukkende det, livet venter af os! Med et filosofisk udtryk kunne man sige, at her drejer det sig altså om en kopernikansk vending. Den går ud på, at vi ikke uden videre spørger efter livets mening, men oplever os selv som de mennesker, spørgsmålet rettes til, som dem, livet hver dag og hver time på dagen retter spørgsmål til – spørgsmål, som vi skal besvare, og det rigtige svar giver vi ikke ved at gruble eller snakke, kun ved en handling, en rigtig adfærd. Livet betyder til sidst ikke andet end: bære ansvar for den rigtige besvarelse af livets spørgsmål, fylde de opgaver, livet stiller hver enkelt, opfylde øjeblikkets krav.
Dette krav og dermed tilværelsens mening skifter fra menneske til menneske og fra øjeblik til øjeblik. Menneskelivets mening kan aldrig nogen sinde bestemmes alment – livet, det vi her mener, er ikke noget ubestemt, det er konkret, og livets krav til os er til enhver tid helt konkrete. Denne håndgribelighed hører med til menneskets skæbne, der for hver enkelt er egenartet og enestående.

For os i koncentrationslejren var dette alt andet end livsfjern spekulation. For os var sådanne tanker det eneste, der endnu kunne hjælpe os! Det var disse tanker, der ikke lod os fortvivle, når vi ikke mere så nogen mulighed for at komme derfra med livet i behold. Det var længe siden, det for os drejede sig om spørgsmålet om livets mening, sådan som det ofte helt naivt bliver stillet uden at betyde andet end virkeliggørelsen af et eller andet mål ved hjælp af skabende indsats. For os drejede det sig om livets mening som den totalitet, der også omfatter døden, det var ikke blot meningen med „livet“, det var også meningen med lidelse og død: denne mening har vi kæmpet for!

Nietzsche: Det, der ikke dræber mig, gør mig stærkere.“

Kan De med en sætning sige mig, hvad De forstår ved logoterapi, eller kan De i det mindste sige mig, hvad forskellen er på logoterapi og psykoanalyse?“ „Ja,“ sagde jeg, „men kan De først, med én sætning, sige, hvad De synes er det karakteristiske ved psykoanalyse?“ Her er hans svar: „Under psykoanalyse må patienten ligge på en sofa og fortælle ting, der undertiden er meget ubehagelige at fortælle.“ Hvorpå jeg omgående replicerede med følgende improvisation: „I logoterapien kan patienten sidde, men han er nødt til at høre ting, der undertiden er meget ubehagelige at høre på.“

mindre retrospektiv og mindre introspektiv metode. Logoterapien retter snarere blikket mod fremtiden, det vil sige mod de opgaver og hensigter, patienten skal realisere i fremtiden.

Logos er et græsk ord, der betyder „mening“! Logo-terapi eller, som nogle forfattere har kaldt den, „Den tredje Wienerskole i Psykoterapi“ retter både opmærksomheden mod meningen med menneskets eksistens og mod menneskets søgen efter en sådan mening. Ifølge logoterapien er denne bestræbelse på at finde en mening med sit liv menneskets primære drivkraft.

Man burde ikke søge efter en abstrakt mening med livet. Enhver har sit særlige kald, sin mission i livet; enhver må udføre en konkret opgave, der kræver at blive fuldført

Da hver situation i livet repræsenterer en udfordring til et menneske og giver det et problem at løse, kan man faktisk vende op og ned på spørgsmålet om livets mening. Til syvende og sidst burde et menneske ikke spørge, hvad meningen med dets liv er, mennesket må hellere indse, at det selv spørges. Hvert menneske bliver spurgt af livet, og det kan kun svare livet ved at svare for sit eget liv; det kan kun svare livet ved at være ansvarligt. På denne måde ser logoterapien selve menneskelivets væsen i ansvarlighed.

Det er en af grundsætningerne i logoterapien, at menneskets hovedopgave ikke er at opnå nydelse eller undgå smerte, den er snarere at se en mening med livet. Det er derfor mennesket er villigt til at lide, vel at mærke på den betingelse, at lidelsen har en mening.