Johannes Møllehave

Fortvivlelsen, siger han, kan altid føres tilbage til det ene og samme: At et menneske vil af med sig selv. Den fortvivlede håber at døden i hvert fald vil gøre det af med fortvivlelsen, men da han ikke dør, bærer han dag ud og dag ind fortvivlelsen i sig som sygdommen til døden.

Så langt jeg kan huske tilbage, var jeg enig med mig selv om eet, at for mig var der ingen trøst eller hjælp at søge hos andre.

„Forbarmende Gud, hvor dog også min far i sit tungsind har gjort mig rædsom uret – en olding der læsser hele sit tungsind på et stakkels barn, for ikke at tale om det end forfærdeligere – og dog med alt dette den bedste fader“.

Tidligt var han sin fars sjælesørger og måtte resten af livet bære på den byrde.

At glemme et uløst problem er at fortrænge det, flygte fra det Det uløste problem følger med, også når vi ikke gør os det klart