Jacob Riising

det i sin bukselomme. “Men inden du smutter,” sagde

og stak hånden ned i en af flyttekasserne. “Så skal du lige have en ting som tak for hjælpen.”
“Nej, det behøver du da virkelig ikke,” sagde Niller og blev helt rørt over, at der her for en gangs skyld var et voksent menneske, som ville betale ham noget for hans arbejde. Normalt, når Niller var udklædt som Karmaboy, sluttede det hver gang med, at folk sagde noget i stil med: “Ja, så regner jeg med, at du også kommer i næste uge” eller: “Det tog sgu sin tid, Karmaboy.”
Men her stod han nu foran en mand, som ikke bare havde været vildt flink og sjov, men som tilmed ville give Niller en gave.
“Tja, det er jo et halvt år gammelt, men måske du kan bruge det alligevel,” sagde Ruddy og hev en mindre kasse op af flyttekassen.
Niller nev sig selv tre gange i armen. Stod Ruddy foran ham med en næsten spritny emballage20 til et Conan Gold 3000-videokamera med Nightvision-funktion og hele balladen?
“Årh!” var det eneste ord, som Niller kunne fremstamme.21
“Ja, jeg ved godt, at kassen har været åben, men det er næsten aldrig blevet brugt. Jeg fik det i forbindelse med et ophørsudsalg, men hvis du kan bruge det, er det dit.”
Niller var mundlam22 over den fine gave, han netop havde fået overrakt og nu stod med i sine små fedtede barnehænder.23
Tænk dig, at han uden held havde plaget sin far i over et år om at få dette kamera, og nu, efter at han havde kendt Ruddy i mindre end en halv time, havde han fået sit højeste ønske opfyldt.
“Årh!” gentog Niller med blanke øjne, og selvom det virkede akavet, stillede han forsigtigt kassen og gav Ruddy en kæmpe krammer.
“Der er lige en sidste ting, jeg skal høre dig, om du gider hjælpe mig med,” sagde Ruddy, da Niller igen havde sluppet ham.
“Du siger bare til! Hvad skal jeg gøre for dig?” spurgte