Johannes Sløk

Det er med hensigt, jeg her anbragte et citat fra en opbyggelig tale. Jeg vil gerne fremhæve hele det opbyggelige forfatterskab, der ofte ganske ufortjent har stået i skyggen af det pseudonyme forfatterskab. Det er i de opbyggelige taler, han udtrykker sig mest ligefremt og jævnt, lidt omstændeligt måske efter vor tids smag, men uden det lærde og filosofiske apparat, der ellers kan gøre forståelsen så vanskelig. Og det er i det opbyggelige forfatterskab, han bliver ved og bliver ved med at formulere sin mest oprigtige opfattelse af det religiøse liv

Det i vor sammenhæng afgørende er, at eksistens i denne forståelse er noget tilføjet. Essensen er først til; den er til i evighed. Men til denne essens kan på et givet tidspunkt eksistensen tilføjes, og det betyder, at den stoflige ting træder frem som en tilsynekomst af essensen. For menneskets vedkommende betyder det, at et eksisterende menneske er et væsen i udlændighed; som eksisterende er det kommet bort fra sin egentlighed, det er »faldet«, og det længes tilbage mod sin evighed. For et sådant væsen er
eksistensen derfor ikke noget værdifuldt, noget, som det kommer an på, eller som det gælder om at bevare; tværtimod vil det gerne af med den for at kunne vende tilbage til evighedens virkelige verden.

For eksistentialismen er eksistens noget helt andet. Eksistens er ikke noget, der føjes til en i forvejen værende essens, men er tværtimod det begreb, som alt begynder med. Eksistensen er der »først«, som udgangspunkt for alle andre bestemmelser, som det grundlæggende begreb, der skal begrunde alle andre begreber.

Kierkegaard udtrykker eksistensens primære karakter ved at sige, at man ikke kan erindre sig tilbage i evigheden. Denne formulering er direkte vendt imod Platon; for ham hørte sjælen hjemme i ideernes evige verden, og selv efter at den var sunket ned i tidens og stoffets verden, var det muligt for den gennem erindringen om sin fortilværelse at genkalde i sig mindet om den ideelle virkelighed. Mennesket kunne i den forstand erindre sig tilbage i evigheden. Men den udvej er efter Kierkegaards opfattelse spærret. Mennesket er et eksisterende væsen, for hvem det i yderste forstand netop kommer an på at eksistere.