Anne Brinch

Lige så meget, som en fisk har brug for en cykel,” sagde jeg til Constance, selvom hun holdt øjnene rettet mod maleriet foran os.

godt kunnet lide den måde, hun sagde mit navn på, så da jeg hørte hende råbe det, vidste jeg, at det var hende.

”’Hver aften, efter at min søn er faldet i søvn, gemmer jeg et spritnyt stykke legetøj på hans værelse. Hver morgen,
når han vågner og finder det, lader jeg, som om jeg ikke ved, hvordan det er havnet der. Fordi det burde være jul hver dag, og jeg ønsker ikke, at min søn nogensinde skal holde op med at tro på magi.’”

”Taler hun … din mor med dig?”

Og da vi passerede forbi med vores metalbakke, med vores brødstykke, vores lille glas med vand (som vi mistænkte for at være fra hanen, selvom man på øen ikke måtte drikke det), vores bestik og vores jogurter af mærket Celgán, spurgte kantinedamerne os, om vi ville have rød mojo eller grøn mojo, og Isora svarede rød mojo, og jeg tænkte hvor vildt, rød mojo, hun er ikke bange for, at det er for stærkt, hun er ikke bange for at spise voksenting, og jeg vil være som hende, lige så vild, lige så vovet.