Kristin Hannah

9. april 1995
På Oregons kyst

skal ikke være bange,“ sagde Vianne. „Far passer på os.“

Husk det her, tænkte hun. Lyset i hans forpjuskede hår, det kærlige blik i hans brune øjne og de tørre

Den middelalderlige villa bredte sig på en mørkegrøn skovklædt bjergside.

Regeringen havde løjet for dem. De var igen og igen blevet forsikret om, at Maginot-linjen ville holde

Vejen var fuld af biler, der var brudt sammen, og tabte, kasserede eller alt for tunge ejendele, som folk havde

Det første, Vianne bemærkede, da hun vågnede, var roen.

Overgivelsen var en bitter pille at sluge, men marskal Pétain var en mand af ære.

Folk mumlede dæmpet indbyrdes. Hvad skulle de gøre? ‘Heil Hitler’ sagde et par stykker modstræben

Han blev stående, hvor han var, på respektfuld afstand. „Jeg vil gerne undskylde for ulejligheden, madame.“