R.F. Kuang

Inderst inde har jeg altid haft en mistanke om, at Athena kan lide mit selskab, netop fordi jeg ikke kan konkurrere
med hende. Jeg forstår hendes verden, men jeg udgør ikke nogen trussel, og hendes bedrifter er så langt uden for min rækkevidde, at hun ikke har det dårligt med at juble over sin succes over for mig. Vil vi ikke alle sammen gerne have en ven, som ikke udfordrer vores overlegenhed, fordi de allerede ved, at det ikke nytter noget? Har vi ikke alle sammen brug for nogen, vi kan behandle som en boksepude?

En musiker har brug for at blive hørt, en forfatter har brug for at blive
læst. Jeg vil røre folks hjerter. Mine bøger skal stå i butikker over hele verden. Jeg ville ikke kunne holde ud at være ligesom mor og Rory, der lever deres små og selvtilstrækkelige liv uden nogen projekter eller udsigter, som kan drive dem fra det ene kapitel til det næste. Jeg vil have, at verden venter med tilbageholdt åndedræt på det næste, jeg har at sige. Jeg vil have, at mine ord lever for evigt. Jeg vil være evig, permanent. Når jeg ikke er her længere, vil jeg efterlade et bjerg af sider, der skriger: Juniper Song var her, og hun fortalte, hvad hun havde på hjerte.