Svend Brinkmann

ar været en uvurderlig hjælp

udtrykke sig fyndigt

“Jeg ved godt, at det ikke er særlig opløftende, men jeg mener, at menneskehedens største opgave – måske nogensinde! – er at håndtere konsekvenserne af vores egne aktiviteter. Hele den teknologiske udvikling kommer med en bagside.”

Mennesket har altså ifølge Aristoteles et iboende formål, som skal udvikles i en dannelsesproces. At blive menneske vil ifølge denne græske tanke sige, at man realiserer et potentiale, man har i sig. Ikke potentialet til at blive “den bedste udgave af sig selv” eller sådan noget, men potentialitet til at blive et menneske, et godt menneske. Det er den grundlæggende opgave, vi alle er stillet i vores liv: at blive det bedst mulige menneske.

Man burde ikke søge efter en abstrakt mening med livet. Enhver har sit særlige kald, sin mission i livet; enhver må udføre en konkret opgave, der kræver at blive fuldført. Der kan man ikke erstattes, der kan ens liv ikke leves om igen.”54 Og derfor – fortsætter Frankl – er menneskelivets virkelige mål ikke at realisere sig selv (at optimere sig eller blive den bedste udgave af sig selv, som vi nok ville sige i dag): “Selvrealisering er slet ikke et muligt mål, af den simple grund, at jo mere et menneske stræber efter den, desto mere går det glip af den. For kun i den udstrækning, et menneske hengiver sig til virkeliggørelsen af sit livs mening, realiserer det sig selv.”55 Frankls pointe er kort sagt den samme som denne bogs: Menneskets opgave i livet er ikke at realisere sig selv, men at blive menneske. Og til det hører netop en besindelse på de fordringer, der møder mennesket i stort og småt, særligt i relation til andre.

Andreas kunne mærke, at Sally tog hans hånd. Det gav en varm og kildrende fornemmelse i hele armen, der forplantede sig til resten af kroppen. Var alt dette virkelig bare biologi? Var det en glæde, en lykke, som kunne reduceres til hjerneprocesser? Og kunne den mon optimeres ved hjælp af kemi? Det kunne han ikke rigtig forlige sig med.

Livet er en gave, ja, men det at forholde sig til gaven i form af tilværelsens vilkår er en opgave, som der ikke er nogen entydig opskrift på.

Mit svar på denne måneds spørgsmål – findes sjælen? – er således bekræftende. Den findes, men vi finder den aldrig. Og den findes kun, fordi vi ikke stopper med at lede efter den.

Den moderne, individualistiske forestilling fra psykologien om, at vi kun har adgang til verden gennem vores eget, indre oplevelsesliv (vores „mentale repræsentationer“), og at vi hver især kan blive herre over, hvad dette
oplevelsesliv indeholder af mening og værdi, ja, det opfatter jeg som en nihilistisk forestilling. Det er i virkeligheden den forestilling, der gør os alle til små, almægtige guder, og det er den forestilling, en stor del af poppsykologien og selvudviklingsverdenen lever af at promovere: „Du kan, hvad du vil“, „Lykken er et valg“ og den slags motivationsslogans ophøjer individet til en almægtig kraft, der selv kan bestemme over tilværelsen og over, om den lykkes.

At Gud er fraværende, og at vi kender ham som en mangel, som en fordring, der kræver at blive opfyldt, selv om det både er umuligt og ikke giver os nogen præmie at forsøge.